Brandfolk er tidligt onsdag morgen ved at efterslukke en større brand på et køreteknisk anlæg i Solrød Strand.
Forbipasserende opdagede i løbet af natten, at køreskolen på Åsvej stod i flammer, og politi og brandvæsen blev tilkaldt.
- Det meste af den ene halvdel af bygningen er udbrændt. Resten er voldsomt brandskadet, siger vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Når brandvæsnet er færdig med slukningsarbejdet i løbet af onsdag formiddag, skal politiets teknikere undersøge stedet.
- Vi har en mistanke om, at branden kan være påsat. Der er nogle spor på stedet, der indikerer det, siger vagtchefen, som ikke vil gå yderligere i detaljer.
/ritzau/