København vil gerne være en grøn by, men der er ikke meget frisk over luften i de travle gader i hovedstaden.
En ny undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) konkluderer nemlig, at 95 procent af byens gader vil overskride de grænseværdier for luftforurening, der træder i kraft i EU i 2010. Det skriver Jyllands-Posten.
- Undersøgelsen viser, hvor slemt det står til i København. Tages der ikke modtræk nu, vil stort set hele byen ligge på den forkerte side af maksimumgrænserne. Det forringer livskvaliteten for borgerne og er i modstrid med beslutningen om at gøre København til særlig miljøzone, siger civilingeniør og ph.d. Kåre Press-Kristensen, medlem af interesseorganisationen Det Økologiske Råd til Jyllands-Posten.
Det er kvælstofdioxid (NO-2), der påvirker lungevævet og forårsager luftvejslidelser, den er gal med. DMU har målt forureningen på en række af de travleste gader i København og fremskrevet tallene til 2010.
Især busser og lastbiler er store syndere. De står kun for 5 procent af trafikken men 25 procent af NO-2-forureningen.
Løsningen på problemet kan være at installere SCR-katalysatorer på den tunge trafik, men politikerne tøver med at indføre fordyrende krav.