Det bliver en særdeles svær opgave at finde et kompromis mellem folkeskolelærerne og Kommunernes Landsforening (KL), når parterne mandag morgen tager hul på endnu et møde i forligsinstitutionen.
Sådan lyder vurderingen fra KL's forhandlingsleder, Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K).
Han kan ikke løfte sløret for, om parterne er kommet nærmere hinanden, siden overenskomstforhandlingerne brød sammen for halvanden uge siden og rykkede over i forligsen.
- Mine forhåbninger til processen i forligsinstitutionen er, at vi kan finde en løsning. Jeg er grundlæggende et optimistisk menneske, men det er jo også en rigtig svær situation, vi skal have fundet en løsning på, siger Michael Ziegler.
Forhandlingerne mellem lærerne og kommunerne brød sammen natten til den 27. februar, og herefter varslede kommunerne lockout af 50.000 lærere fra 1. april.
Parterne har altså opgivet at få et forlig på plads på egen hånd, og det er nu op til forligsmanden at få dem til at mødes.
Men ifølge Michael Ziegler har KL ikke rokket ved sit grundlæggende ønske om at gøre op med lærernes arbejdstid.
- Vores udgangspunkt er, at vi skal finde en løsning, som bygger på, at vi skal lave normale arbejdstidsregler til lærerne. Så er vi selvfølgelig indstillet på at lytte til de bekymringer, der kommer til udtryk fra Lærernes Centralorganisation, siger han.
- Vi vil se på, om vi kan håndtere det på en måde uden at gå på kompromis med selve grundideen om, at vi skal have arbejdstidsregler for lærerne, der ikke dikterer, hvad tiden bliver brugt til, fortsætter han.
KL vil fjerne lærernes arbejdstidsaftale fra overenskomsten og i stedet give lærerne en fast norm på 37 timer om ugen som alle andre offentlige ansatte.
Forenklet sagt lægger KL nu op til, at lærerne skal undervise mere og være på skolen i længere tid i løbet af en arbejdsuge, hvilket lærerne afviser.
/ritzau/