Der er rift om danske investeringer i Kina, skriver Børsen.
Og det er ikke kun de danske penge, som de kinesiske regioner er interesseret i at få fingrene i.
- Udenlandsk kapital er ikke længere det, de har mest brug for - penge har de selv, fortæller Glen Mikkelsen, direktør for Dansk Industris (DI) kontorer i Kina, til Børsen og fortsætter:
- Men regionerne har brug for produktion, der kan booste deres lokale økonomi, skabe arbejdspladser med godt skatteprovenu og helst også bidrage med attraktiv teknologioverførsel, siger han til avisen.
Langt størstedelen af de største investeringer ligger i dag i det østlige Kina, hvor for eksempel byen Suzhou nord for Shanghai har trukket en del små og mellemstore danske virksomheder til sig.
Men også andre store industrizoner er kommet til, blandt andet i det nordlige Kina, hvor blandt andet Danfoss har produktion.
Ifølge Børsen får både ambassaden og DI mange henvendelser fra kinesiske byer og regioner, der gerne vil i kontakt med danske virksomheder. I byen Huaian i det østlige Kina har man endda valgt at hyre et dansk rådgivningsfirma til at skaffe danske virksomheder til byens nye Nordic Industrial Park.
- Vi er specielt interesserede i skandinaviske virksomheder, fordi de generelt har en god økonomi og interessant teknologi at byde på, siger vicedirektør i Huaians økonomi- og teknologikommission, Tian Weidong til Børsen.
Til gengæld tilbyder industriparken lav husleje og økonomisk støtte til dem, der selv vil etablere produktion, fortæller vicedirektøren til Børsen.
Kilde: Børsen
Newspaq