Den fængslede dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawajas datter Maryam al-Khawaja blev fredag i Københavns Lufthavn forhindret i at gå om bord på et fly til Bahrain.
Maryam al-Khawaja fortæller det tyske nyhedsbureau dpa, at hun ikke fik lov at rejse med British Airways-flyet til Bahrains hovedstad Manama via London.
British Airways forhindrede Maryam al-Khawaja i at rejse på baggrund af et forbud udstedt af Bahrain.
Al-Khawaja, der er fungerende leder af Bahrains center for menneskerettigheder (BCHR), var på vej til Bahrain for at overvåge situationen i landet før en planlagt demonstration onsdag, meddeler BCHR.
Hun havde også planer om at besøge sin fængslede far, som har fået en livstidsdom for "forsøg på at vælte regeringen" under protester i landet i 2011.
Maryam al-Khawajas søster Zainab al-Khawaja afsoner også flere domme i Bahrain.
Alle tre har statsborgerskab i både Bahrain og Danmark.
Abdulhadi al-Khawaja og hans familie havde været 12 år i eksil, før de vendte tilbage til den lille golfstat i 1999, da landets nye leder Hamad bin Isa al-Khalifa lovede reformer.
Maryam al-Khawaja, som bor i Danmark, forlod Bahrain i 2011 efter uroligheder og ulmende vrede blandt Bahrains shiamuslimske flertal over landets sunnimuslimske regering.
/ritzau/dpa