Kemikalier, der ved et uheld blev blandet sammen på maling- og lakfabrikken Teknos i Vamdrup uden for Kolding, viste sig tirsdag middag at være en giftig cocktail, som udviklede farlige dampe.
De ansatte på fabrikken måtte evakueres, men dampene er foreløbig blevet inde på fabrikken, oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Intet tyder på, at dampene vil brede sig uden for virksomheden, så der opstår fare for naboer, oplyser Sydøstjyllands Politi.
Der er ikke gået ild i kemikaliedampene. Men både politi og redningsberedskab er på plads på fabrikken på Industrivej.
Kemikalieulykken skete omkring klokken 11.45, oplyser politiet.
/ritzau/