Det bliver den 25-årige målmand Kasper Schmeichel, der træder ind i den danske EM-trup som afløser for Thomas Sørensen, der tirsdag måtte opgive at rejse med til slutrunden på grund af en skade.
Schmeichel kommer dermed ind på holdet 20 år efter, at hans far Peter Schmeichel var en vigtig brik på det danske landshold, der vandt EM i 1992.
- Når vi nu er tvunget til at se bort fra vores erfarne førstemålmand, er jeg til gengæld rolig ved at kunne udtage Kasper Schmeichel som ny målmand i truppen.
- Han har arbejdet dybt seriøst med sin udvikling som målmand, og vi har fulgt ham tæt i løbet af sæsonen for Leicester, siger landstræner Morten Olsen i en pressemeddelelse.
Kasper Schmeichel har stadig sin landsholdsdebut til gode, men trænede sidste år med holdet forud for EM-kvalifikationskampen på udebane mod Island.
Til daglig spiller han for Leicester City i den næstbedste engelske række.