Jesper "Kasi" Nielsen taber et opgør med Skat om et skattesmæk på 245 millioner kroner. Det oplyser Østre Landsret på sin hjemmeside.
Sagen går tilbage til forretningsmandens samarbejde med Pandora og handler om, hvorvidt han var berettiget til at blive fritaget for skat, da han i 2009 overførte værdier til et nyt selskab i forbindelse med samarbejdet.
Ifølge Finans.dk har Skat krævet 245 millioner kroner, som er skat af en gevinst, som Jesper "Kasi" Nielsen fik, da Pandora siden blev børsnoteret i 2010, og han blev købt ud af selskabet.
I første omgang havde forretningsmanden, der er kendt som Kasi-Jesper, fået tilladelse til at overføre værdier skattefrit til det nye selskab.
På daværende tidspunkt oplyste parterne, at der ikke var planer om videresalg af selskabet inden for tre år.
Men et år senere blev Pandora børsnoteret, og Kasi blev tvangsindløst, skriver retten på sin hjemmeside.
- Skat mente herefter, at det havde vist sig, at et hovedformål med transaktionen var skatteundgåelse og tilbagekaldte sin tilladelse, skriver Østre Landsret.
Og det var Skat altså berettiget til, lyder dommen.
Samme konklusion nåede Landsskatteretten frem til i 2014, oplyser Finans.dk.
Kasi-Jesper oplyser til TV2, at han vil forsøge at få sagen i Højesteret.
- Vi forstår ikke, at man i første omgang kan give en tilladelse til noget og så efterfølgende trække den tilbage uden, at omstændighederne har ændret sig, siger han til TV2.
Virksomheden Kasi ApS tjente en formue i 00'erne på at have eneret på at sælge smykkefirmaet Pandoras produkter i Tyskland, Schweiz og Østrig.
Kasi-Jesper solgte rettighederne tilbage til Pandora i 2010. Siden har han kastet sig over nye smykkeforretninger. Først med Endless Jewelry, som han forlod i 2016, og som siden gik konkurs.
Senest har Kasi-Jesper etableret Amazing Jewelry, der har åbnet butikker i flere lande.
Jesper "Kasi" Nielsen har haft flere opgør med Skat. Senest fik han i november medhold i Østre Landsret i en anden sag om et trecifret millionbeløb. En sag om ret til skattefradrag for sponsorpenge i Brøndby IF og AG Håndbold.
Skattesagen mod erhvervsmanden, som egentlig hedder Jesper Laustrup Nielsen, blev meget omtalt i medierne efter kritik af Skats metoder i sagen.
/ritzau/