Karen Hækkerup (S) ser frem til fødevareministeriet.
- Jeg glæder mig til at stå i spidsen for forbrugernes fødevaresikkerhed, og synes, det bliver spændende at beskæftige mig med landbruget, siger Hækkerup til TV2.
Den tidligere erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) overtager Hækkerups ministerium, og er nu udnævnt til social-, børne- og integrationsminister.
Karen Hækkerup ser sin efterfølger som en stor styrke.
- Det er godt, at det er en partileder, der overtager ministeriet. Det løfter ministeriet, siger hun.
- Jeg ved, at jeg kun har haft ministeriet til låns. Nu åbner jeg døren til noget nyt og ser frem til det, siger den nyudnævnte minister for minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Til spørgsmålet om, hun tror, at SF'eren Annette Vilhelmsen vil køre en blødere linje som social-, børne- og integrationsminister, end hun selv var kendt for, svarer hun:
- Den linje, jeg tegnede, er det nok stadig flertal for. Jeg er sikker på, at Annette Vilhelmsen bliver en god minister, siger Hækkerup.
/ritzau/