Af Carl-Erik SølbergLektor i fysik
Galileo Galilei skal have sagt: »Mål alt det, hvad måleligt er, og gør det måleligt, der ikke er det!«
Hvad enten han har sagt det eller ej, så er det i hvert fald et faktum, at det er gennem målingen, at grundlaget for naturvidenskabelig erkendelse opstår. Derfor spiller eksperimentelt arbejde og den efterfølgende behandling af de opnåede måleresultater en meget vigtig rolle i naturvidenskabeligt arbejde.
At kunne regne den ud
Den store succes, metoden har høstet, har derfor også fået videnskaber i periferien af naturvidenskaberne til at inddrage den. En af disse er psykologien. Og da det er fint og ønskværdigt at være klog og viis har man introduceret begrebet intelligens og som et mål for denne, intelligenskvotienten eller IQ.
Ønsker man en definition på intelligens, er det ligetil, der er nemlig et utal. Én af dem lyder: Det er en meget almen mental evne, som blandt andet inddrager evnen til at udtænke, planlægge, løse problemer, tænke abstrakt, opfatte komplekse idéer, lære hurtigt og lære af ens erfaringer.
Almindelige vendinger, der delvist dækker betydningen, er sådanne som: At være hurtigt opfattende, og at kunne regne den ud. Men som nævnt er der op til flere definitioner, og det er et fundamentalt problem. I måleteorien siger man, at der hersker en definitions- usikkerhed, og det svarer ved en afstandsmåling til, at man ikke nøjagtigt ved, mellem hvilke to punkter man skal måle afstanden.
Den næste opgave bliver at fastlægge en måleprocedure. I den forbindelse har man fundet på at nedsætte en gruppe af erfarne forskere til at udarbejde en prøve hørende til en given, specifik undersøgelse. Man må formode, at forskellige eksperthold vil udarbejde forskellige prøver. Dette svarer til, at man kan måle afstanden i forskellige enheder: Tommer, meter og lysår. Men det er langt værre end ved afstandsmålingen, fordi vi ikke kender omregningsfaktoren mellem enhederne ved IQ-målinger.
Et eksempel
Lad os antage, at der er truffet afgørelse om intelligensdefinitionen, og at prøven er lavet. Nu indkalder man et repræsentativt udvalg af personer, der skal underkastes prøven. Det vil sige, at man skal fastlægge antallet og dernæst bestemme, hvem det skal være. Enhver kan forstå, at også dette trin i målingen er behæftet med vilkårlighed. Selve prøven foretages ved, at personerne hver for sig svarer på en række spørgsmål inden for en tidsramme. Lad os sige, at det antal personer, der har svaret rigtigt på spørgsmål n (eksempelvis 8), er mn (eksempelvis 23). Nu afsætter man mn (23) som funktion af n (8) i et koordinatsystem og får, om alt går vel, en klokkeformet kurve, en normalfordeling. Herefter udregner man gennemsnittet af mn , lad os kalde det gm. Nu divideres alle mn med gm og ganges med 100; disse tal er IQ-værdierne for deltagerne.
Et krav til udførelsen af en seriøs måling er gentagelsen. Man skal kontrollere, om målingen er reproducerbar. Det betyder ikke, at man skal opnå præcis den samme måleværdi ved hver måling. Får man det, er måleudstyret garanteret defekt.
»Nå«
I tilfældet med afstandsmålingen kan man uden at forstyrre måleobjektet og måleudstyret som regel foretage målingen utallige gange og få en god statistisk bestemmelse af både gennemsnit og spredning. Ved IQ-målingen kan man kun foretage målingen en eneste gang, for er spørgsmålene først kendte, kan man ikke bruge dem igen på samme hold. Gennemsnit og spredning kan principielt slet ikke bestemmes. Der er nemlig kun en måleværdi. Når man kan læse i avisen, at et holds IQ afviger 0,56 fra et andet, må man enten sige: »Nå!« eller udbede sig en omhyggelig beskrivelse af de omstændigheder, hvorunder målingen er foretaget med angivelse af gennemsnit og spredning. At måle IQ-værdier er som at sælge elastik i metermål.
Ja! Man kan måle intelligens, men kan målingen bruges til noget? Hertil vil professor Nyborg sandsynligvis svare bekræftende. Om religiøse, sorte kvinder har samme opfattelse er en anden sag?