Tv-værten Kåre Quist står muligvis foran en genstart af rollen som far.
I hvert fald, hvis det står til kæresten Pernille Nygaard, som tidligere har været deltager i realityprogrammet "Paradise Hotel".
Hun er klar i mælet og fortæller til sine knap 50.000 følgere på Instagram, at hun ønsker at få flere børn.
- Det er et ønske, jeg længe har haft, skriver hun.
Således kan den 51-årige tv-vært stå foran en ny runde bleskift og mulige søvnløse nætter.
Kåre Quist har sammen med eks-hustruen Tine Røgind sønnen Carl. Parret blev skilt sidste år efter ti års ægteskab.
Pernille Nygaard har datteren Emily på snart 13 år.
For nogle uger siden afslørede Kåre Quist og Pernille Nygaard, at de var på ferie sammen og nød hinanden.
Mens Pernille Nygaard på Instagram ifølge Se og Hør slår fast, at hvis parret slår pjalterne sammen under fælles tag, så står børn øverst på hendes ønskeliste, så er der endnu ingen baby-forventninger at spore på Kåre Quist på Instagram.