FC Barcelona røg i sidste sæson ud af Champions League efter et nederlag til Juventus i kvartfinalen.
Juventus vandt dengang 3-0 på hjemmebane og spillede efterfølgende 0-0 i Barcelona.
Dermed er der lagt op til revanche, når det italienske mesterhold tirsdag aften igen gæster Camp Nou i den første kamp i dette års gruppespil.
Men det bliver i en svækket udgave, da Juventus både er ramt af skader og en karantæne.
Juventus må undvære skadede Giorgio Chiellini, Mario Mandzukic, Sami Khedira og Claudio Marchisio, mens Juan Cuadrado er ude med karantæne.
Desuden har Juventus solgt stopperen Leonardo Bonucci og Dani Alves i forhold til sidste sæson.
Trods de manglende nøglespillere er Juventus fortsat et klassehold, vurderer Barcelona-træner Ernesto Valverde.
- Juventus har mistet Bonucci, men det er stadig et meget stærkt og godt hold, siger Valverde ifølge AFP.
Barcelona er også vurderet til at være svagere end i sidste sæson efter rekordsalget af Neymar til PSG for 222 millioner euro (1,65 milliarder kroner).
Valverde mener dog, det er alt for tidligt at gøre status.
- Jeg kan se, at man sammenligner trupper med foregående sæsoner i alle lande.
- Folk kigger på spillerhandlerne og vurderer, om et hold er stærkere eller svagere. Men tiden til at gøre det er, når sæsonen er slut, siger Valverde.
Både Juventus og Barcelona har indledt sæsonerne med tre sejre i tre kampe i de hjemlige ligaer i henholdsvis Italien og Spanien.
Juventus-træner Massimiliano Allegri vil lade resultaterne på banen afgøre, hvordan holdet ser ud rent styrkemæssigt i forhold til sidste sæson.
- I fodbold er hver sæson forskellig fra den seneste. Spillere skifter, fordi det er sådan, det går. Men det er resultaterne, der tæller.
- Lige nu kan Juventus ikke gøre mere end at hente ni point i ligaen, og Barcelona har gjort det samme, siger Allegri.
/ritzau/