Genforeningen med Sønderjylland i 1920 er et højdepunkt i det 20. århundredes Danmarkshistorie.
Det danske rige blev for første gang i århundreder større, efter en lang periode med landafståelse på landafståelse. Det havde gjort ondt i mangen dansk hjerte. Norge i 1814, Sønderjylland i 1864 og – i disse dage for 90 år siden – salget af Dansk Vestindien i 1917.
En dansk koloni
De tre caribiske øer St. Croix, St. Thomas og St. John var befolket af en lille skare danske embedsmænd, knap 2.000 englændere, hollændere og andre nordeuropæere samt omkring 15.000 sorte med rod i Afrika, hvorfra de var blevet bragt til øerne som slaver. Siden 1600-1700-tallet havde øerne været en dansk koloni. »Juvelen i den danske krone« kaldte man den. Ikke fordi danskerne som sådan havde et nært forhold til kolonien – hvor dansk kun taltes af de få embedsmænd – men mere fordi det med de mange andre amputationer af riget dog var en forjættende tanke, at man stadig havde besiddelser på den anden side af kloden.
Storpolitik førte til salg
Slaveriet var blevet afskaffet i 1848. Men livet på sukker-, bomulds- og tobaksplantagerne var ikke nogen dans på roser for de tidligere slaver og deres efterkommere. Fattigdom og generel vantrivsel blev et politisk problem i Danmark, fordi der i stigende grad meldte sig en bevidsthed om, at man ikke længere kunne bære ansvaret. Storpolitikken satte imidlertid sagen på spidsen og førte i sidste ende til salget.
Første Verdenskrig brød ud i 1914, Danmark holdt sig neutral og ude af krigen. Men fra krigsudbruddet til våbenhvilen i 1918 var regeringen under et stærkt pres fra Det Tyske Kejserrige. 1914 var også året for Panamakanalens åbning, hvilket gav øerne en strategisk betydning, som det militært svage Danmark gerne havde været foruden. For denne strategiske betydning var også tyskerne opmærksomme på. Selvom USA endnu i de første år af krigen var neutralt, vidste kejserens strateger, at det var et ikke usandsynligt scenario, at USA ville gribe til våben og stille sig på briternes og franskmændenes side.
Ville ikke provokere
I august 1915 bød amerikanerne på øen. På udenrigsminister Erik Scavenius’ ønske foregik forhandlingerne i hemmelighed, fordi man ikke ville provokere tyskerne. De danske problemer skærpedes yderligere af voksende social uro på øerne.
De sortes leder, David Hamilton Jackson, kom til København – en neger i staden var noget af et særsyn! – og fortalte på et friluftsmøde på Grønttorvet om fattigdommen og den racemotiverede undertrykkelse. Højskolefolk, liberale og socialdemokrater hyldede ham for frihedskampen. Af nationale grunde var afgivelse af territoriale grunde en smertesag for De Konservative, så de var mindre begejstrede for Jacksons tilstedeværelse.
Uroen på øen blev så stærk i december 1915, at regeringen for at hævde sin autoritet sendte en krydser til øerne.
Pris: 87 millioner kroner
I mellemtiden var regeringen nået frem til en aftale med USA om et salg af øerne til en pris af 87 millioner kroner.
Spørgsmålet sendtes til folkeafstemning, den første i Danmarkshistorien og den første landsdækkende afstemning, hvor kvinder havde stemmeret. 64 procent stemte for afståelse af øerne, 36 procent imod.
Overdragelsen af øerne fandt sted 1. april 1917. Fem dage efter gik USA ind i krigen på fransk-britisk side.