Det skulle være et hyggeligt juleindslag. Men i stedet har det udviklet sig til en såkaldt superspreder-begivenhed, at en julemand besøgte et plejehjem i Belgien.
For julemanden viste sig at være smittet med coronavirus ved sit besøg i forrige weekend.
Siden er 61 beboere og 14 ansatte konstateret smittede med coronavirus. Det skriver det belgiske medie VRT.
Det pågældende plejehjem ligger i byen Mol i provinsen Antwerpen, som ligger i det nordlige Belgien nær grænsen til Holland.
Myndigheder er i gang med at hjælpe plejehjemmet med at få situationen under kontrol.
Borgmester i Mol Wim Caeyers siger til VRT, at blandt andet folk fra nødhjælpsorganisationen Røde Kors hjælper til.
- Det er alle mand på dæk i den kommende uge, sagde Wim Caeyers søndag til VRT.
Han tilføjer, at besøget af julemanden på plejehjemmet var en fejlvurdering.
- Det havde de bedste intentioner, men gik meget galt. Det har været en meget sort dag for plejehjemmet.
- Det er en meget hård mental byrde at bære både for manden, der var udklædt som julemanden, og for de ansatte, siger Wim Caeyers.
Han kritiserer også ledelsen på plejehjemmet for ikke at have kommunikeret mere åbent om hændelsen.
- Indledningsvist sagde de, at reglerne var blevet fulgt. Men så modtager du straks billeder fra familier til beboerne, hvor du kan se, at det ikke var tilfældet, siger borgmesteren.
Han uddyber ikke, hvad billederne viser.
Belgien er et af de lande, som har været hårdest ramt under coronapandemien.
Belgien, som har omkring 11.460.000 indbyggere, har ifølge Johns Hopkins University konstateret i alt 608.137 coronatilfælde. Det svarer til cirka 5300 smittede per 100.000 indbyggere.
Knap 18.000 dødsfald er relateret til coronavirus i landet. Til sammenligning er i alt 950 personer døde med coronavirus i Danmark, som har lidt over halvt så mange indbyggere som Belgien.
Det hører dog med til historien, at Belgien opgør coronadødsfald anderledes, så flere dødsfald umiddelbart tæller med i statistikken over coronarelaterede dødsfald sammenlignet med mange andre lande.
/ritzau/