Mandag aften sluttede en flot stime for den danske fodboldmålmand Jonas Lössl.
Det skete, da han sammen med sin klub, Huddersfield, tabte 0-2 ude til West Ham i Premier League.
Danskeren, der er lejet i tyske Mainz, lukkede for første gang mål ind i sæsonens fjerde kamp.
- Jeg er naturligvis skuffet, jeg er ked af det. Jeg er virkelig irriteret over den måde, målene blev scoret på.
- Men i sidste ende var vi ikke gode nok, vi skal hjem og se os selv i spejlet og rejse os igen, siger Jonas Lössl til Huddersfields hjemmeside.
West Ham kom foran efter 72 minutter, da Pedro Obiangs afslutning blev rettet af og snød Jonas Lössl.
Fem minutter senere gjorde Andre Ayew stillingen til 2-0 efter klumpspil, da West Ham havde haft et hjørnespark.
Mathias "Zanka" Jørgensen spillede også hele kampen for Huddersfield, der skiftede Philip Billing ud syv minutter før tid.
Huddersfield har syv point for fire kampe og er på sjettepladsen i Premier League, mens West Ham med sæsonens første sejr kom op på tre point og er tredjesidst.
London-klubbens manager, Slaven Bilic, fik dermed en god gave på dagen, hvor han fyldte 49 år.
Den kroatiske manager har været under pres efter West Hams dårlige sæsonstart.
- Jeg har mærket presset i et helt år nu, det begyndte ikke i dag (mandag, red.).
- For mig er det ikke logisk at være under pres efter kun tre kampe, men sådan er moderne fodbold, og jeg har naturligvis mærket presset, siger Slaven Bilic til Sky Sports.
/ritzau/