De kommer fra hele Uganda. I busser og på lastbiler. De har solgt deres huse, tøj og ting. Det er den 17. marts 2000, dagen, hvor de skal de mødes med de andre troende og gå dommedag i møde i tryg forvisning om, at de ender i himmelen og ikke i helvede.
Målet er Kanungu sydvest for hovedstanden. Den lerklinede kirke på stedet bliver hurtigt fyldt af festglade troende. De spiser stegt oksekød og har købt så meget cola, at hele det sydvestlige Uganda er støvsuget for læskedrikken. De spiser i stilhed. For ikke at komme til at gøre Jomfru Maria ked af det med blasfemisk sprog, har de troende udviklet et særligt tegnsprog.
Bagefter bliver stemmebåndene dog brugt. De synger og beder i flere timer sammen i stærk forventning om, at Gud snart griber ind og straffer den syndige jord. Imens de giver sig hen i tilbedelsen, bliver kirkens døre boltede og vinduerne sømmet til. Indendørs er alle de vævede bedetæpper diskret blevet gennemvædet med benzin, men det er der ingen, som opdager. Ikke før de alle sammen tænder stearinlys. På et øjeblik står alt i flammer. Som en skrigende fakkel brænder 330 mennesker ihjel. De fleste er kvinder og børn.
Og rundt omkring i Uganda er der endnu flere døde.
Fngslende syndigt liv
Tragedien begynder med kvinden Gredonia Mwerinda, som elsker at fortælle, at hun havde en skummel fortid som prostitueret præcis som Maria Magdalene i Bibelen.
Hun fængsler sine tilhørere med de pikante detaljer fra sit syndige liv og får dermed ekstra lydhørhed, når hun fortsætter sin beretning med sin omvendelse til et enkelt liv uden materielle goder og ikke mindst – uden at gøre Jomfru Maria ked af det.
Hun møder den fallerede politiker Kibwetere. Han stillede op for det katolske demokratiske parti i 1960 erne og 70 erne, men endte med at tabe til ærkerivalerne fra Ugandas Folkekongres i 1980. Heldigvis har han på det tidspunkt en oplevelse, som giver hans liv ny mening. Han overhører en samtale mellem Jomfru Maria og Jesus Kristus. Og han optager den på bånd. Blandt andet snakker de to himmelske væsener om, at verdens undergang vil ske 31. december 1999.
Slr sig sammen
De to slår sig sammen for at udbrede budskabet om dommedag via radioreklamer og på massemøder. Og de hverver medlemmer for det, de kalder Bevægelsen, som skal genetablere Guds 10 bud . De prædiker, så tårerne triller, om at Jesus og Jomfru Marie bliver kede af det, hver eneste gang mennesker synder. Og deres tilhængere gør sig ihærdigt umage for at leve et liv, som gør deres himmelske frelsere glade.
Tilhængerne holder op med at tale for ikke at misbruge Guds navn ved et uheld. De afstår fra sex. De afleverer alle materielle goder, sælger deres huse og donerer alt til lederne. De ryger ikke cigaretter, drikker ikke alkohol og bruger ikke sæbe. Forfængelighed er nemlig også en synd, som får Jomfru Maria til at græde.
Dommedag udebliver
Ind imellem bliver pårørende bekymrede. De møder op på sektens område sydvest for hovedstaden Kampala for at finde deres kære og tale dem til fornuft. De bliver venligt modtaget af Kibwetere og Mwerinda, som straks lover at hente deres familie. De bliver budt en lænestol og en kop te. De drikker den – og dør.
Ingen ved, hvor mange mennesker sekten myrder med forgiftet te, men det kan dreje sig om flere hundrede. Bagefter bliver de begravet under et af ledernes huse. Massegravene bliver først fundet, efter at sektens dedikerede medlemmer er blevet brændt og myrdet på andre måder.
31. december 1999 bliver af gode grunde en skæbnedag. Det er den dag Jesus og Jomfruen har sagt bliver dommedag, og derfor sælger medlemmerne alt, hvad de ejer og gør sig parat. Men der sker intet.
Mange af tilhængerne bliver meget vrede. De kræver deres penge tilbage, og de vakler i troen. Mwerinda og Kibwetere er hurtige til at komme med en ny dato. Nu bliver dommedag i stedet 17. marts, lover de.
Myrder kritikere
Men oprøret ulmer. Folk får ikke deres penge tilbage, og mange er vrede.
Muligvis er pengene investeret i fast ejendom. Muligvis er pengene gemt væk.
I stedet forlader flere troende sekten, og nogle går også til myndighederne. De mindre oprørske bliver og accepterer den nye dato uden at stille spørgsmål.
Denne gang er det helt sikkert, får de at vide.
Myndighederne er nu begyndt at holde øje med sekten, men ingen havde forestillet sig, at den havde hundredevis af liv på samvittigheden allerede før kirkebranden. Men det har den. Mens Jomfru Maria blev holdt glad med stilhed og bønner, blev kritikere myrdet i hobetal. I ugerne efter branden finder politiet den ene massegrav efter den anden, hvor mennesker er slået ihjel på alle mulige måder. 153 mennesker ligger under et hus. Slået, forgiftet og kvalt til døde. 59 af dem er børn. Politiet finder hurtigt fire lignende grave og har ikke ligposer nok til de uhyggelige fund.
Samtidig eftersøger de lederne. De to har de nemlig ikke kunnet identificere. Nogle mener, at de må være døde i branden, men det bliver Ugandas politi aldrig overbevist om. De sender efterlysningsplakater ud i hele landet.
Dødstallet ender på næsten 1.000 mennesker. Sekten findes ikke i dag, men rygter siger, at Mwerinda er set i en landsby i det sydvestlige Uganda. Kibwetere er aldrig set efter branden.