Dette er en klumme og udtryk for skribentens egen holdning.
Barnets Lov er et overformynderisk mareridt sat i søen af Socialdemokratiet, og den truer alle børns liv og velfærd, fordi loven i grove træk overlader til kommunale sagsbehandlere at vurdere om forældrene er egnede til at være det. Loven rummer mulighed for at tage forældremyndigheden fra alle forældre, og give den til personer, som kommunen vælger.
Loven skulle være trådt i kraft 1. januar i år, men blev udsat til 1. april, og lige nu bliver den en del af regeringens lovpakke.
Socialdemokratiet har jo stolte traditioner for at tage sig af samfundets bund, og har gjort det blandt andet ved at deportere ”utugtige” kvinder til øde øer, hvor de blev steriliseret. Mænd røg til en anden ø, hvor tvangssterilisering også blev anvendt. En slags arvemasseoprydning. Barnets Lov er en truende umyndiggørelse af alle forældre i landet.
I den lov, der forhåbentlig ikke bliver sat i værk (man har vel lov at drømme), bliver det kommunernes ansatte, der skal vurdere om en gravid er så uegnet til at være mor, at det er en sagsbehandler, der klipper navlestrengen, efter politiet har skubbet faderen og jordemoderen væk. Sådan er det allerede, men nu skal det være nemmere. Der er jo ingen grund til at gøre det for svært at gå på arbejde i kommunen.
Ikke til at bære
Kommunerne glimrer ved deres forkerte valg, en høj grad af uvidenhed og måske endda korruption. Det sidste har jeg ikke dækning for, men et eller andet må der være galt, når kommunerne gang på gang uden mindste hindring kan anbringe børn i miljøer, der skader dem for livet, eller i nogle tilfælde tager livet af dem. Korruption eller manglende evner. Tanken om det sidste alternativ, rendyrket ond kynisme, er ikke til at bære.
Politikere har en idé om, at de ved bedre, men det er svært for mig overhovedet at se, at der skulle ligge ædle tanker bag loven. Jeg tror, det er så enkelt, at politikere, der er opvokset og fungerer i stærkt beskyttede miljøer, slet og ret nyder at bestemme, og derfor ikke har behov for at sætte sig ind i fakta. Det har mænd, kvinder og især børn betalt dyrt for i årevis, og det er altså ikke slut endnu.
Barnets Lov gør det billigere for det offentlige at håndtere de børnefamilier, der koster penge, fordi de skal have hjælp til deres børn med synlige eller usynlige handicap, eller fordi forældre kommer fra miljøer, hvor de ikke har lært, hvordan man tager sig af børn. Loven giver nemlig sagsbehandlerne retten til at bortadoptere børn, og så hænger adoptionsforældrene på regningen. Hokus Pokus Filihankat - pengene bliver i kommunekassen.
Mistrives stærkt
Hvad kræves der egentlig for at blive sagsbehandler i en kommune, og få ansvar for at hjælpe familier og børn? Det blæser lidt rundt i vinden, for det ser ud til, at man ikke stiller krav om uddannelse, men at man kan få undervisning (uddannelse) i at finde rundt i reglerne. Det vil sige sagsbehandlerne oftest ikke har den fjerneste indsigt i de ting de beskæftiger sig med, altså, de ved intet om børn, psykologi, pædagogik, handicap, familier eller noget som helst andet. De af os der har mødt kommunale sagsbehandlere og deres himmelråbende inkompetence pakket ind i noget, der ligner absolut enevældig magt, har det nok på fornemmelsen.
Hvad der egentlig gør det så interessant for politikere, er svært at se, og derfor lurer en mistanke om, at det kan skyldes korruption, fordi som det er nu sendes mange børn i fejlbehandling eller uden behandling på private kostskoler og dagtilbud, hvor de mistrives stærkt. Hvis nogle forældre protesterer, er det forældrene, der er idioter, og hvis VISO inddrages, sylter kommunerne vejledninger fra professionelle, uddannede fagfolk med stor viden om specifikke problemer for børn, og ikke mindst om deres behov. Langt de fleste tilbud til børn med særlige behov er jo drevet af private firmaer, som i nogle tilfælde er gode til at skrive de nyeste kodeord, der udløser kommunale skattekroner, mens de er noget ringere til at tage sig af børnene.
Huxley-virkelighed
Magtfuldkommenhed har jo været nævnt nogle gange, og når to forvoksede gymnasielever sidder på ministertaburetter og kan lade som om, de gør noget godt, uden at gøre det mindste for at sætte sig ind i, hvad de laver, og hvilke konsekvenser det får for de ramte, så kan det kun gå galt.
Der er ingen interesse i at hjælpe børn til et godt liv, og ingen interesse i at skabe gode vilkår for børnefamilierne, for så havde politikerne naturligvis gjort sig umage og fundet penge. I stedet skal børn og deres familier lide endnu mere. Børn skal begå selvmord og forældre gå til.
I bund og grund ikke den store forandring i forhold til nutiden, men nu bliver det meget, meget nemmere, og det bliver ikke regeringen, der trækker loven tilbage på møddingen, så vi bliver nødt til at håbe på, at der kommer tusindvis af Peter Sabroer, for ellers bliver de mest udsatte børn tabt, og overladt til de hånddukker, der kaldes sagsbehandlere. Socialrådgivere behøver de ikke være. De skal bare kende loven, så de kan agere som det de er: Overformynderiske, uuddannede hjælpafvisningseksperter. Eneste værn mod kommunen er Ankestyrelsen, der allerede nu lægger til grund, at kommunen oplyser alt korrekt, og dermed indirekte at borgerne lyver. Det er ifølge ansatte et direktiv, der er kommet ”ovenfra”.
Børnenes Statsminister er, ligesom hjælpen til nødlidende børn og deres familier, noget man kan læse om, men som reelt ikke eksisterer og aldrig for alvor har gjort det, og med et næsten enigt Folketing bliver Barnets Lov den Huxley-virkelighed vi skal undertrykkes af inden længe.
Partierne bag er: Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet.
Johnny Larsen er havnearbejder emeritus, journalist og far. Foto: Privat