Du kender det måske. Du er jobsøgende, og der er så meget, der er mere spændende at lave end at skrive en ansøgning.
Overspringshandlinger som kagebagning, motionsløb og rengøring fylder pludselig meget meget mere end selve jobsøgningen. Men det er en ond fælde at falde i.
Derfor har theguardian.co.uk spurgt deres læsere, hvad der distraherer dem i jagten på et job. Og ud fra det kommer nogle eksperter med nogle råd til, hvordan du igen bliver fokuseret.
Her er rådene
- Behandl jobjagten som et job: Sæt dit vækkeur og stå op som om, det var en normal arbejdsdag. Planlæg så din arbejdsdag. Hvad vil du søge? Hvilke ansøgninger vil du færdiggøre? Hvilke netværksaktiviteter vil du kaste dig over?
- Kom ud af hjemmet: Når du sidder derhjemme og skriver ansøgninger, bliver du nemt distraheret, så sæt dig i stedet på en café eller et bibliotek, hvor du ikke kan se tv, sove eller spille computer.
- Luk ned for sociale medier: De kan være gode redskaber i jobjagten, men der er stor fare for at blive distraheret af notifikationer fra Facebook, tweets og e-mails. Derfor kan det være en god idé at slukke computeren og skrive ansøgninger i hånden. Så kan du bagefter skrive dem ind.
- Sæt delmål for jobsøgningen: Det kan føles som om, du er ved at bestige et stort og uoverskueligt bjerg. Derfor er det en god idé at sætte sig delmål. Et delmål kan for eksempel være at omskrive den personlige tekst i CV'et.
Kilde: theguardian.co.uk