Hvis der skulle blive behov for det, er Joachim Boldsen klar med en hjælpende hånd - eller arm - når KIF Kolding København onsdag møder Team Tvis Holstebro i Herre Håndbold Ligaens slutspil.
Den tidligere landsholdsspiller har været sat ud af spillet med en overrevet sene i den ene arm siden midten af februar.
Men helingsprocessen skulle være efterhånden nået så langt, at armen kan tåle mere hårdhændet behandling igen.
- Jeg har kunnet træne med for fuld knald. Jeg mangler selvfølgelig stadig nogle procenter, men det er nok til at kunne hjælpe til i nogle situationer, hvor de har behov for min hjælp, siger han til DR Sporten.
Boldsen vil dog have det helt fint med at udskyde sit comeback for at være sikker på, at armen ikke går i stykker igen lige med det samme.
- Hvis de andre sagtens kan klare det uden mig, så tror jeg da det ville være fint for både min arm og for mig selv at få endnu længere tid til at blive 100 procent klar, siger han.
Der skulle dog være gode muligheder for at se Boldsen i aktion på et eller andet tidspunkt i denne sæson.
KIF Kolding København mangler fortsat tre slutspilskampe og er godt på vej i DM-semifinalen, samtidig med at holdet skal spille to kvartfinaler mod Team Tvis Holstebro om en plads ved EHF Cuppens Final Four-stævne.
/ritzau/