Jihadister angriber by med raketstyr og maskinpistoler

En gruppe jihadister angriber den østlige afghanske by Jalalabad, og der har været flere eksplosioner.

Skudkampe er i gang søndag mellem den afghanske hær og en håndfuld militante islamister i Jalalabad i det østlige Afghanistan.

Der har været en serie af eksplosioner, og mindst fire mennesker er dræbt og 20 såret, oplyser myndighederne.

Ved starten lød der mindst tre eksplosioner. Det forekommer at være et koordineret angrebet, siger en talsmand for den lokale guvernør.

Det er det seneste i en række angreb fra jihadister i Afghanistan siden starten af året.

De fleste angreb har fundet sted i hovedstaden Kabul.

Et medlem af det lokale provinsråd i Jalalabad fortæller, at det er mindst fire angribere på spil. De er bevæbnet med granatstyr og maskinpistoler.

En af angriberne har tilsyneladende sprunget sig selv i luften foran porten til en administrativ bygning, så andre jihadister kunne trænge ind i bygningen.

Der har lydt flere eksplosioner inde fra bygningen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.