Reaktionerne på Søren Pape Poulsens pludselige død er ekstremt emotionelle. Nettet flyder stadig over med rørende mindeord og kærlige anekdoter om den 52-årige partiformand, der i fredags blev ramt af en hjerneblødning og døde dagen efter.
Ude på Facebook og omegn er der usædvanligt mange uautoriserede nekrologer fra meningmænd og –kvinder. Jeg tror ikke, danskerne har udvist en så kolossal kollektiv medfølelse siden Christian Eriksen fik hjertestop i Parken for to år siden. Og - inden da - siden Kim Larsen døde i 2018.
Paradokset er så, at Søren Pape Poulsen ikke var placeret bare i nærheden af hyldestens offentlige epicenter – sådan som det automatisk tilkommer en fodboldspiller eller en popsanger. Nærmest tværtimod.
Pape repræsenterede nemlig dem, som topper alle hade-hitlister: politikerne. Dem vi alle sammen som bekendt har vedtaget er dårlige mennesker – kun sat i verden for at snyde og rage penge og privilegier til sig. Alligevel reagerede danskerne på Søren Papes død med noget, der i et uventet og overvældende omfang nærmer sig en landesorg. I hvert fald har vi oplevet en national flodbølge af medfølelse og sympati.
Nok er der enkelte opslag, som bekræfter min fornemmelse af, at sociale medier også er en platform for ufiltreret selviscenesættelse. Man kan mistænke nogen for at (mis)bruge Søren Papes død til at bringe sig selv i centrum ved at flashe en fyldig, tårevædet beskrivelse med eller uden selfies af egen grænseløse sorg over dødsfaldet.
Men det er heldigvis undtagelsen i et mønster af medlidenhed, der hviler på ærlige og ægte følelser. Folk er simpelthen oprigtigt chokerede over at Søren Pape døde, både fordi han var relativt ung og fordi det skete så uventet.
Men allermest fordi Pape åbenlyst var et godt menneske. Det skinnede igennem hans optræden og fremtoning i medierne. Det kan man ikke snyde sig til at være. Det der med karma kan vi godt gennemskue.
Og Søren Pape Poulsen fortjener, at vi alle sammen husker ham som en flink fyr. Jeg ved faktisk at det passer, for jeg mødte ham selv en hel del gange. Han var i øvrigt også både sjov, vidende og interesseret i andre end sig selv.
Flere – blandt dem Lars Løkke Rasmussen – antyder i sine mindeord, at Papes pludselige død kan have en sammenhæng med det ekstreme pres, der ligger på en toppolitiker.
Det er muligt. Endda sandsynligt. Men vi ved det ikke. Til gengæld er det indiskutabelt, at Søren Pape i den sidste del af sit liv oplevede en rædselsfuld side af den ellers opreklamerede status, det er at være kendt og omtalt i medierne.
Pape blev landskendt, da han for 10 år siden stoppede som borgmester i Viborg for at blive formand for Det konservative Folkeparti. Med alt hvad det indebærer af offentlig projektørlys på landets mest overvågede og udskældte arbejdsplads: Christiansborg.
Godt nok blev han naturligvis klædt mere formelt og statsmandsagtigt på af både skræddere og spindoktorer, men Søren Pape lignede alligevel stadig os andre forvirrede og fejlbehæftede individer lidt mere end de fleste af hans politiske kolleger. Dem, som kun viser følelser, når de smører en madpakke til børnene eller drikker kaffe med de gamle på et plejehjem – naturligvis foreviget på et Instagram-foto.
Pape udnyttede også de sociale medier, men han havde til gengæld en X-faktor af anderledes ærlighed. Nemlig en behagelig fremtoning, som man ikke kan snyde eller manipulere sig til med hverken rullepølse eller Gevalia.
Jeg ved fra mine forholdsvis mange kilder i det benhårde politiske miljø, at Søren Pape Poulsen var velset af både politiske venner og fjender. Han opførte sig ordentligt og brugte ikke de bøllemetoder, som andre i magtens straffesparkfelt på Borgen har tillært sig med nyrehug og høje albuer.
Mange fremhæver netop Papes fairness og sårbarhed som en folkelig styrke – men jeg tror desværre, det også blev hans største handicap og forhindring i karrieren. For da Søren Pape meldte sig som statsministerkandidat i 2022, indledte pressen den rituelle jagt på selv de mindste fejl og mangler i hans tilværelse.
Så op til valget for to år siden druknede hans chancer i mediernes giftige gryderet af håndplukkede anklager, der nærmede sig et karaktermord, fordi der ikke blev sondret mellem privatliv og politisk dømmekraft. Søren Papes privatliv blev gennemtrawlet med et moralsk milimetermål og pedantiske pincetter. Og naturligvis havde han en fortid med både forbiere og bump på vejen. Lige som alle os andre.
Al politisk substans blev sat på standby og afløst af en uskøn og uværdig tsunarmi af beskyldninger, som ingen medier turde ikke at deltage i. Og vupti! De konservative skvattede fra 16 til cirka 6 procent – og Søren Pape fik skylden for det grusomme valgnederlag. Men reelt blev han og partiet stemt nedenom og hjem af nyhedsredaktionernes uklædelige trang til at lege dommere over stort - og især småt.
Siden var Søren Pape lagt i benlås og stemplet som taberen. Som rådvild og handlingslammet. Uden sans for realiteterne og en permanent katastrofe for sit parti. Hans rolle var defineret – pakket ind i Besserwisser-og Tirsdaganalyse-lingo fra kongerigets selvbestaltede politiske kommentatorer, der gør politik til en mellemting mellem Robinson Ekspeditionen, et slagsmål i skolegården og en komedie af Ludvig Holberg.
Pape døde som den flinke mand, vi fik at vide, vi desværre ikke kunne stole på. Fordi han ikke var ligeså teflonbelagt og fejlfri som de politikere, vi samtidig kritiserer for at være… uden fejl og belagt med teflon.
Han blev efter min bedste mening offer for en journalistisk skandalesult og behandlet med både manglende respekt og en bias, der forhåbentlig giver nogen af de verbale snigskytter dårlig samvittighed i dag.
Heldigvis fik han oprejsning. Desværre for sent. Som sædvanligt, må jeg tilføje.
Må vores behandling af Søren Papes afløser – og andre som også stikker næsen frem i nationens tjeneste – blive mindre fordømmende og nådesløs i fremtiden.
For man behøver ikke være et dumt svin, selv om man stadig er i live.
Hvil i fred, Søren Pape Poulsen.
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4. Foto: Privat