Ifølge folkeviddets GPS er jeg multimillionær, går i pink polo med opslået krave, kører i Porsche, drikker champagne til morgenmad og har sat et livslangt kryds ved liste C.
Jeg bor nemlig i 2900 Hellerup, hvor det er en borgerpligt at være konservativ. Og her går det som bekendt fuldstændigt forrygende. Vi har permanent medvind på cykelstierne, og reservatets fortove er opvarmede, så vi ikke om vinteren risikerer at glide på lædersålerne i de randsyede sko, når vi skal lufte vores bichon havanais-hunde - eller hente østers og håndpillede fjordrejer i Menys delikatesseafdeling.
Vi taler (udtales ”tarler”) som Ghita Nørby gjorde i ”Baronessen og Benzintanken” – og er alle økonomisk uafhængige, sorgløse, har hvide tænder og står jævnligt på ski i St. Anton. Modsat mennesker i resten af kongeriget. De er fattige, kede af det, har paradontose og bjæffende gadekryds fra internater. Endvidere spiser de færdigretter, går i Skoringens sundhedssandaler og holder ferie i Lalandia.
Og når nu bekendelserne alligevel vælter frem: Jeg er også født og opvokset i guldskeernes epi-center, Gentofte Kommune, hvor man holder øje med at tiderne ikke løber løbsk på et Rolex-ur. Derfor fik jeg allerede som dreng (udtales ”dreeing”) at vide, hvor privilegeret, jeg er.
”Hellerup er et smørhul udelukkende for velhavere”, forklarede kloge voksne bette Jes, som slugte påstanden i barnlig autoritetstro, mens jeg legede med en Batman-bil fra Rønberg Legetøj. Så jeg forstod allerede i børnehaven, at jeg var enormt heldig med at bo i 2900 Happiness, hvor alle er vindere på livets lottokupon. Et inddæmmet område for de velbjærgede, hvor man kun tænker på sig selv, stigende aktiekurser, statussymboler og at spille tennis med de kendte.
Det sidste kan jeg bekræfte som øjenvidne. Som knægt havde jeg et fritidsjob med at feje tennisbanerne nede i HIK på Phistersvej (udtales ”Fistersveeeii”). Her gik jeg rundt på det blegrøde grus slæbende på en kost, der var endnu bredere end Prins Henriks Bentley, som stod parkeret udenfor. Prinsgemalen spillede nemlig double på mine nyfejede baner sammen med Eddie Skoller, Bent Fabricius-Bjerre og vistnok en rederidirektør, hvis navn jeg har glemt. Men det var næppe Olsen.
Det hed borgmesteren med enormt absolut flertal i Gentofte heller ikke dengang min mor og jeg stod overfor førstemanden en lørdag eftermiddag, hvor der var åbent hus for kommunens skolebørn på den lokale brandstation. Hans navn var nemlig Jørgen Gotfredsen. Jeg erindrer, at min mor bukkede ærbødigt. Ham skulle man naturligvis vise respekt – for Jørgen Gotfredsen ville os alle det bedste. Os i Gentofte vel at mærke. Vi var nemlig i konflikt med københavnerne og dem fra samtlige andre taberkommuner, som plukkede os for penge via de komplet urimelige udligningsordninger. Vi sponserede livet i Hvidovre og Haderslev. Det var i hvert fald fortællingen, jeg voksede (udtales ”vaksede”) op med.
Der var bare noget, der ikke helt passede.
Vi var nemlig ikke specielt rige hjemme hos mig. Jeg boede de første 20 år af min tilværelse i en lejelejlighed i bebyggelsen Blidahpark sammen med min fraskilte mor, der var skolelærer inde på Strandboulevarden i København. Hun havde et buskort og arvede det meste af sit pæne tøj fra sin lillesøster i Roskilde. Mor og jeg spiste rester (udtales ”rister”) sidst på ugen og sparede dermed sammen til den årlige luksus: en uge på Rhodos eller Kreta med fuldpension.
Vores nabo, Herr Grundtvig, var pensioneret kontorchef fra et eller andet ministerium. Han røg pibe, var næsten altid hjemme og gav mig en femmer, når jeg havde købt ind to gange for ham ovre hos købmand Nørgaard, der havde butik ved siden af boghandler Møller, hvis søn var målmand (udtales ”målmarrn”) på 4-holdet i HIK – selvom han var nærsynet og gik med briller.
I opgangene ved siden af min mor og mig boede et større antal enker samt slagtermester Børge Fehrmann og frue, som havde en lille forretning med kakler på væggene og kød på kroge nede ved siden af FONA på Strandvejen. Han lukkede butikken klokken 13 om lørdagen – og inviterede mig til Tipslørdag i tv hjemme i Blidahpark nummer 5 bagefter.
Fru Fehrmann serverede flæskesvær og rullepølsemadder. Samt sodavand til mig og et par pilsnere til Børge, der godt kunne nappe en lille lur undervejs, fordi han til daglig sled og slæbte bag disken. Jeg tror både, de inviterede mig, fordi jeg var en flink og munter dreng – men også fordi de ovre hos Fehrmann godt vidste, at min mor drak alt for meget hvidvin. Ligesom de nede hos min klassekammerat Michael Andersen i Blidahpark nummer 16 ofte gav mig middagsmad. Det var også Michaels far, der lærte mig at binde snørebånd, kan jeg huske. De boede 4 mennesker i en 3-værelses.
Faktisk var den påståede grænseløse rigdom i Gentofte ikke noget, man mærkede i de kredse, jeg kom i. Mine og Michaels klassekammerater havde også forældre, som kørte på cykel eller tøffede afsted i en gammel Morris Marina, når de skulle på arbejde om morgenen. Vi var ret helt almindeligt småfattige, lappede selv vores cykler og når vi fik nye sko, var de et nummer for store, så ”vi kunne vokse i dem”.
Men så var der jo dem nede på sundvejene (udtales ”sånvaaiienø”) – især dem ovre på Hambros Alle, som er en bred villavej med flotte træer, der strækker sig fra Strandvejen overfor Øregaardsparken – og direkte ned til Øresund.
Det er den, Politiken altid bruger som illustration, når avisen udkommer med en lidt mavesur artikel om de konservative kapitalister i champagnebæltet. Her boede rigtignok dem, der ”virkelig havde røven fuld af penge”. Dem kendte vi bare ikke, for deres børn gik enten på Kildegårds Gymnasium eller Krebs Skole sammen med Frederik og Joachim inde fra Amalienborg. De var heller ikke ret mange – og de fleste af dem gik til sejlsport oppe i Skovshoved. De rigtig rige var nemlig ligesom de eksostiske fisk nede i Danmarks Akvarium, der lå på hjørnet af Strandvejen og Jægersborg Alle: Vi så dem ind imellem bag en glasrude (udtales ”glarsrude”), men vi kendte dem ikke rigtig.
Så da jeg i 1980 flyttede fra Hellerup til Aarhus for at gå på Journalisthøjskolen, mærkede jeg faktisk ikke nogen stor social nedgradering i mit nærmiljø. Tværtimod, for der var også en enklave af velhavende med pragtpalæer i Risskov og Fredensvang- Ligesom der er i både Brønderslev og Brøndby.
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at Gentofte kommune statistisk er en af de rigeste i landet – og at den tiltrækker mange af de allermest nærmest vulgært velhavende. Priserne på huse er derfor fuldstændig vanvittige. Man kan købe hele Lolland for de samme penge, som en carport koster på en af sundvejene. Forleden hørte jeg om en villa (udtales ”villar”), som var ved at blive handlet til 100 millioner kroner – og som genererede ejendomsskatter på næsten 700.000 kroner om året. Her havde jeg selv kun råd til at bo i 4 minutter, med mindre jeg rammer den lige i røven næste uge i Eurolotto.
Og helt usynlige er de rigeste rige jo heller ikke i Hellerup og omegn (udtales ”åhmaiin”). Tag nu deres biler. Procentdelen af Porscher, Maseratier, Mercedeser og Teslaer er uforholdsmæssig høj – og det er vældig underholdende at betragte, hvor vanskeligt det er at manøvrere en sort Range Rover på størrelse med et flådefartøj på plads i p-båsene under Rotunden, hvor man (udtales ”marn”) jo naturligvis køber ind, fordi udvalget er så stort - og fordi der aldrig er kø ved kasserne.
Netop her i supermarkedet Meny er det i øvrigt en kolossal skuffelse for namedroppere, hvis de ikke støder ind i mindst en skuespiller, tv-vært, sportsstjerne eller politiker. For de kendte er klart overrepræsenteret i Hellerup og omegn. Man kan allerbedst spotte dem på, at de altid går med solbriller. Også i gråvejr. Desuden hilser de kendte på hinanden – selvom de faktisk ikke kender hinanden. Har jeg hørt…
Så mit gode, gamle Hellerup har sine særpræg, som kan være en smule trættende. Skal jeg mane mig lidt op i det sure hjørne, vil jeg påstå, at procentdelen af snobber og selvglade er en kende højere her end i resten af landet.
Ligesom jeg i den forbindelse kan blive ret irriteret over jyder, som praler højlydt og ofte med at være ydmyge, ligne Niels Hausgaard og bo i det område af landet, hvor solnedgangene er smukkest. Og allerværst: at de ikke gider betale skat og derfor handler med ”jyde-dollars” og kører rundt om natten med toldfri ting og sager på trailere.
Det er det, vi velhavende fra Hellerup og omegn betaler til. I hvert fald ifølge folkeviddet (udtales ”folkeviddet”)…
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4 og en af Avisen.dk's faste debattører. Foto: Privat