Må jeg præsentere et af verdens heldigste kæledyr. En mellemstor rød hankat, der burde være død, men bor lyslevende hjemme hos os. Vi kalder ham Toulouse, selvom navnet er af mindre betydning, fordi han alligevel aldrig kommer, når vi kalder. Han er nemlig, som katte er flest: sød, sjov, charmerende – men også helt sin egen og kun social på deltid.
Historien om, hvorfor Toulouse er ekstremt heldig ved at være i live - endda i behagelige omgivelser - begynder en fredag i februar i år. På en iskold vinterdag med masser af minusgrader.
En ældre kvinde er på vej til fods gennem parken Østre Anlæg i København, da hun får øje på en aflang plastickasse med håndtag. Der er et lille gitter i den ene ende. Kvinden kan se gennem tremmerne, at der er et dyr inde i kassen. Dyret sidder helt stille. Det er en kat, og den fryser helt forfærdeligt. Men kvinden tager kassen med ud af parken og hen til en dyrlægeklinik i nærheden, hvor katten straks får varme og lægehjælp.
Optrinnet følges tilfældigvis af en kunde i klinikken, der synes, det er meget synd for den forfrosne, hjemløse kat. Kunden ringer derfor til min kærestes datter Liva, som hun ved er katte-elsker fra den øverste hylde. Da Liva hører om den efterladte kat, kører hun straks i bil ind til dyrlægen og henter dyret.
Således kom den røde kat ved en lykkelig tilfældighed ind i vores familie, hvor den tydeligvis nyder resten af sine sidste 8 liv.
Foto: Privat
I dag bor Toulouse på skift hos Liva og hos os. Og vi elsker den firbenede gangster med den ukendte fortid. I morges kom han trissende med et stille ”miauuw” fra fodenden, så snart jeg slog dynen til side.
Så gik vi to ud i køkkenet og fik kaffe, tørfoder og en tidlig samtale om hemmelige emner. Lige nu – mens jeg skriver - sidder Toulouse ovre ved Maise i sofaen og rengør sin ene bagpote, når han ikke kigger rundt på os med de skæve gule øjne. Og om en halv time flintrer han sandsynligvis rundt i jagten på en fjendtlig tøj-mus. Eller han lægger sig som en buet banan på gulvet og forventer at blive kløet på maven og bag ørerne. Og det bliver han. For Toulouse er blevet vores bedste ven og legekammerat. Undtagen når han kradser i sofaens armlæn eller spiser blomster.
Dyrlægen vurderer katten til at være cirka to år gammel. Og fuldstændig sund og rask. Han er helt tryg ved mennesker, så Toulouse har sandsynligvis haft det helt fint, der, hvor han var – indtil han blev placeret i transportkassen i kulde og mørke i Østre Anlæg. Efterladt til den sikre død, hvis ikke den ældre kvinde var kommet forbi og forbarmet sig.
Tak til hende for reelt at redde Toulouses liv. Men det modsatte af tak til den person, der forinden fralagde sig et ansvar for et levende, forsvarsløst væsen. Og her ligger det mørke mysterie. For hvad har fået et menneske til først at erhverve sig en kat – og derefter skille sig af med kæledyret på den mest hjerteløse måde?
Jeg ved af gode grunde intet om, hvor katten kommer fra - og om han oprindelig hed Garfield eller Jens Otto. Men jeg går ud fra, at den tidligere ejer af Toulouse har holdt af ham og passede ham ordentligt, fordi katten som nævnt er både tryg og tillidsfuld. Men så er noget åbenbart gået helt galt, da vedkommende foretager den rædselsfulde handling at smide katten væk, vende ryggen til og forsvinde i mørket.
Måske endte Toulouse som hittebarn i parken, fordi et enkelt menneske blev ramt af en pludselig, altoverskyggende livskrise. At alting ramlede sammen. Der er naturligvis en forklaring, som vi ikke kender – og dermed måske en formildende omstændighed, som trods alt kan spille ind.
Men det går meget godt i tråd med den måde, mange mennesker reagerer på, når vi får modgang og svære udfordringer: vi lægger ansvaret over på andre. På naboen. På omgivelserne. På samfundet. Vi smider i bogstaveligste forstand vores problemer fra os. Jeg skal ikke her starte en debat om hverken velfærdsstatens begrænsninger, forkælelse eller strafferammer for dyremishandling, men jeg kan simpelthen ikke respektere eller undskylde det, vores røde kat blev udsat for.
Foto: Privat
Den helt igennem tarvelige handling er desværre ikke enestående. Internater og dyreværn melder om en kraftig stigning i antallet af kæledyr, der efterlades i papkasser, sportasker, transportbure og indkøbskurve – primært på rastepladser og i skove.
Tal fra Dyrenes Beskyttelse viser, at der i Danmark i 2022 blev efterladt næsten 1.400 dyr – men at tallet alene i første halvdel af 2023 steg med 35%. Det skyldes sandsynligvis en mere og mere forjaget hverdag, hvor mennesker ikke længere har tid og overskud til de kæledyr, der ellers skulle være børnenes legetøj, hjemmets bedste ven og en del af det idylliske billede på en lykkelig familie. Men virkeligheden for mange er anderledes, og derfor får levende væsener samme behandling som storskrald og haveaffald, når det bare bliver for meget at passe Pluto eller Phister.
Langt de fleste efterladte dyr er katte. Tallet for efterladte hunde er klart lavere. Det kan meget vel skyldes, at der er lovkrav i Danmark om at registrere hunde med en lille chip i dyrets nakke. Den fører direkte til ejeren, så derfor kan man ikke efterlade en hund og flygte sporløst fra ansvaret. Samme lovkrav gælder desværre ikke for katte. Men det kommer forhåbentlig med i den næste lov om velfærd for kæledyr.
Og hvis det menneske, der uden afsender efterlod Toulouse i en kasse i kulden i Østre Anlæg, læser med her på avisen.dk, så har jeg kun et enkelt og simpelt spørgsmål:
”Hvorfor gjorde du det? Katten stolede faktisk på dig.”
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4. Foto: Privat Foto: Privat