I pinsen lykkedes det mig heldigvis igen: Jeg blev massivt og behageligt lækkersur.
Denne gang på Kong Frederik - eller rettere hans motionsløb Royal Run, som i mandags klædte medierne i permanent gult, fyldte 72% af samtlige Facebook-opslag og ved Gud også kastede 10 timers uafbrudt landsdækkende live-tv af sig i en højtidelig, guldrandet og nærmest nordkoreansk hyldest af prustende mennesker med et nummer på maven.
Alle var tilsyneladende helt frivilligt udkommanderet i kongeblåt både indeni og udenpå til arrangementerne i trafiklammede byer over hele landet. Selv Ulla Terkelsen, der dog ikke her kun 5 dage efter sin 80 års fødselsdag forsøgte sig som motionist i cykelshorts, pandebånd og gummisko.
Fjernsynets dronning holdt sig i relativ ro i TV 2-panelet sammen med cirka 14 andre folkekære studieværter og lige så mange kommentatorer og rutinerede langsnakkere. En oratorisk opvisning af verbale medløbere i roterende royal retorik.
Solen skinnede. Selfierne shinede af sved og salighed – og nu er vi endelig her i klummen henne ved, hvordan og hvorfor man bør gøre sig lækkersur, når alt ellers ser strålende ud og alle er glade. Så er det nemlig tid til at slå kontra. Det gælder først og fremmest om at melde sig ud af euforien og fornøjelsen, fordi den simpelthen er for meget.
For hvad rager det mig, at 90.000 transpirerende, mere eller mindre sportstrænede danskere blærer sig med en medalje på størrelse med en familiepizza – bare fordi de har løbet, luntet eller gået en tur, hvor de allermest er i ekstase over i et splitsekund at have været under 100 meter fra kongen, dronningen eller deres 4 lidt for friske unger, som selvfølgelig i ærbødighedens tegn alle kom først over målstregen til jubelbrøl af samme styrke, som dengang fodboldlandsholdet rent faktisk scorede mål i Parken?
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Endnu mere hyggehidsig blev jeg, da den kongelige familie i stramt lycra på målstregerne blev mødt af journalister, der satte karrieremæssig boblevand over til et ridderkors med fontæner af fidele følelsesspørgsmål, der får Billed-Bladets journalistik til at ligne en kritisk kampagne for republikken Danmark.
Skulle ham kongen ikke hellere sætte sig hjem i en hydraulisk kontorstol på slottet og læse lidt op på næste statsråd eller lave de første noter til sin debut som nytårstaler om allerede 7 måneder – i stedet for at risikere slidgigt og diskusprolaps ved med mistænkelig rank ryg at løbe rundt på kilometervis af asfalt med et sort knæbind og flashe sit kolossale kondital for rullende kameraer i stort set samtlige nationens større byer og købstæder?
Kong Frederik fylder jo trods alt 56 år på lørdag, og han er altså kun 24 år yngre end førnævnte 80-årige Ulla Terkelsen. Slap dog af, Frede!
Der sad jeg selvfed i sofaen og møgede mig mageligt over den kongelige motions- og mediemandag med et kæmpestort indre velbehag. Sådan er det nemlig at være lækkersur. Alt er grundlæggende fortvivlende forkert og helt til hestene, hundene og rotterne. Samt til grin. Det er en selvvalgt tilstand – en kalkuleret beslutning om at være grænseløst irriteret over alting på forhånd. Dette mageløse martyrium forstærkes endda med alderen, fordi man med sin efterhånden lange livserfaring opdager, at det meste her i tilværelsen faktisk er pointeløst, lallende ligegyldigt og i bedste fald dumt.
Jeg bliver lækkersur mange gange hver dag. Det føles dejligt. Lidt som at nyse. Eller slå en befriende prut med høj decibel, når man er alene hjemme. Det er faktisk en effektiv terapi at være lækkersur, fordi tilstanden skaber en total indre sindsro: alle er nogen idioter – undtagen en selv. Dermed er der frit valg på alle hverdagens hylder. Også de aller-allerøverste. Bare pluk løs. Tåbelighederne er talløse.
Det ville være helt ødelæggende for min mentale tilstand, hvis jeg i pinsen havde slukket for fjernsynet og de sociale medier og undgået al omtale af Royal Run. Naturligvis kunne jeg i stedet have gået en tur på 36 timer langs vandet med telefonen på flytilstand og en podcast om sværvægtsboksning eller storpolitik i ørerne. Eller Richard Wagners samlede værker. Men så havde jeg ikke fået kicket. Jeg havde ikke opnået den ultimative grad af lækkersurhed.
I øvrigt har jeg arvet evnen fra min afdøde far. Han var selve mesteren i – helst foran et større selskab rundt om et middagsbord – at kølhale dilettanter, blærerøve og talentløse distanceblændere. Kaj Dorph-Petersen skrev tilmed sange om de mennesker, der gjorde ham lækkersur. Jeg husker denne her, han tilegnede en bekendt, der konstant pralede med egne enorme åndelige evner, men efter min fars opfattelse reelt var knap så vidende – faktisk var han pisse-irriterende:
”Ih, hvor er han klog/ Han har læst i sin tænkende bog/ Både himmel og jord/ og tal og Niels Bohr/ han forstår ikk’ spor/ af bibelens ord/ men ih, hvor er han klog.”
Sangen handler om en mand, der ligesom min far havde studeret teologi på universitetet og derfor mente, han havde læst sig til svaret på næsten alting. De her selvovervurderende typer kender vi alle – og deres kaskader af kikset klogskab kan generere lækkersurhed på splitsekunder. Men intet er for småt til at skabe denne behagelige selvvalgte irritation, der føles så vidunderlig indeni.
Her er et lille udpluk af helt tilfældige årsager til at du bør blive lækkersur:
* Unge mennesker på gaden, der glor ned i deres mobiltelefon uden at orientere sig og gøre plads til os andre på fortovet.
* Papsugerør, som muligvis er klimarigtige, men smuldrer og smager af pap allerede efter første sug.
* Bilister, der parkerer med 1-3 meters afstand til nærmeste bil. Bør koste mindst et klip i kørekortet for at optage to parkeringspladser.
* Flypassager, som rejser sig fra sæderne 0,4 sekunder efter flyet står stille, så de fylder hele midtergangen og svinger deres håndbagage i hovedet på os andre.
* Fodboldspillere med orange, lyserøde eller mintgrønne fodboldstøvler. Sådan nogen er sorte. Altså støvlerne.
* Folk, der fortæller noget, du notorisk aldrig har hørt før – alligevel siger de ”jo” i hver anden sætning.
* Clickbait, fordi de er fordummende og forvirrende. Og et direkte angreb på menneskets intelligens.
* Telefonsælgere, der ringer mens du er på toilettet eller på stadion for med honningstemme at faldbyde dig en forsikring, et pensionstjek eller medlemskab af en fagforening.
* De nye låg på majonaise- og remouladetuber fra Gråsten, som kræver en 4-siders tætskrevet manual for at forstå, hvordan man åbner.
* Folk, der argumenter med sætningen ”i min bog” selvom de med sikkerhed aldrig har skrevet en bog.
* Stroppen på badehåndklæder, som altid er i den anden ende.
*
*
De sidste to prikker er til dig, så du selv kan tilføje ting, der pisser dig af. Det er en simpel, meditativ manøvre at blive lækkersur. Og bemærk, at der ikke er noget rationelt, retfærdigt eller fornuftigt i, hvad man kan tillade sig at blive lækkersur over. Alt kan bruges – selv modvind på cykelstien og lyden af gummisåler, der piver på et trægulv. Du kan også blive lækkersur over en hund, der gør, fordi den er alene hjemme – eller en mand, der rømmer sig i biografen.
Men den allerstørste fornøjelse er dog den pirrende fornemmelse over at skulle være lækkersur igen lige om lidt. En bittersød, boblende forventningens glæde, som er endnu større end selve lækkersurheden. Der lurer nye beviser på livets latterlighed lige om hjørnet.
Således beriget af at nedfælde egne erfaringer vil jeg bevæge mig ud i maj-vejret på dagens gåtur i de nordlige forstæder. Hvor nye objekter til lækkersurhed vil møde mig som retterne på en frokostbuffet. Ellers kunne jeg jo også bare tænke tilbage på min fortid som tv-stjerne og de utallige udsendelser, jeg gennem tre årtier deltog i.
For eksempel som vært på Royal Run, hvor jeg sad sammen med cirka 14 andre folkekære studieværter og lige så mange kommentatorer og rutinerede langsnakkere. En oratorisk opvisning af verbale medløbere i roterende royal retorik.
Hvor er det, jeg har set den sætning før?
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4. Foto: Privat