»Jeg kunne jo ikke ligge, hvor jeg gør, hvis jeg aldrig vandt en kamp«

Den danske tennislegende, Kenneth Carlsen, snupper sin 15. sæson på tennis-touren. Ambitionerne er stadig store, selvom danskerne har travlt med at nedgøre den blonde københavner for hans mangel på sejre.

Kenneth Carlsen er træt, og føler sig lige nu slet ikke klar til endnu en sæson på den internationale tennisturne, ATP-touren, der starter lige efter nytår. Hans femtende. Men han skal bare lige i gang, siger den danske veteran, så skal motivationen og glæden nok komme tilbage. For trods hån og drillerier fra danskerne har 33-årige Carlsen ingen planer om at lægge ketsjeren fra sig foreløbig, forsikrer han. Kenneth Carlsen føler sig nemlig trods en placering på den forkerte siden af top 100, bedre end nogensinde. Det skyldes blandt andet, at han i dag ikke lægger samme pres på sig selv som i de unge dage, hvor et nederlag var tæt på at være verdens undergang.

Hvordan har du det med at skulle i gang med endnu en sæson?

Det er virkelig hårdt at komme i gang igen. Jeg føler, at den gamle sæson lige er slut. Jeg er hverken fysisk, psykisk eller tennismæssigt klar. Derfor har jeg droppet nogle for-turneringer og tager direkte til Australien Open, så jeg kan blive i Danmark og holde nytår. Rent mentalt hungrer jeg ikke efter at tage afsted. Og det skal man. Sidste år sluttede jeg sæsonen tre-fire uger tidligere, og det er en stor forskel. I år var jeg presset på grund af min dårlige rangering, og måtte spille nogle Challenger-turneringer af ren og skær nød. Så jeg har kun haft to ugers ferie, inden jeg skulle i gang igen.

Lige som i alle mulige andre ting i livet, så er det altid hårdt lige at skulle i gang, indtil man kommer ind i trummerummen igen. Jeg træner meget hårdt lige nu, som man skal op til sæsonen. Men lige efter min korte ferie gik jeg nok lidt for hårdt til den, for jeg kunne næsten ikke komme ud af sengen.

Er du træt af at spille tennis?

Nej, men jeg har da joket lidt med mig selv, om at det er fordi, jeg er ved at blive gammel. Det er det jo ikke. For en måned tilbage følte jeg mig godt tilpas. Men det er hårdt mentalt, når du dårligt føler, at året er forbi, før der starter et nyt. Næste gang, du kan slappe af, er om 11 måneder.

Er glæden ved at spille tennis stadig stor?

Efter min lange skade fem-seks år tilbage oplevede jeg en glæde, som da jeg var ni år. Det var helt ekstremt. Og siden har jeg faktisk spillet min bedste tennis, og det har sat tingene lidt i perspektiv.

Jeg er meget perfektionistisk omkring min tennis, og det er sjældent positivt. Før i tiden var det næsten livsnødvendigt for mig at vinde kampene. Nu går verden ikke under, hvis jeg taber en tenniskamp. I mine unge dage trænede jeg helt vildt. Jeg overtrænede faktisk, så jeg var træt, når jeg endelig skulle spille kamp. Hvis jeg ikke ramte en bold, ville jeg sige til mig selv, at det var fordi jeg ikke havde trænet nok. Det har noget med selvtillid at gøre, og det betyder ekstremt meget. Når jeg har selvtillid, så kan jeg spille top 10-tennis, mens når jeg er dårlig og uden selvtillid, så kan jeg være helt væk. Så begynder du at tænke på, hvordan du slår til bolden og alle mulige detaljer. Når du har selvtillid, så ligger det på ryggraden og kommer helt naturligt.

Er det altid lige spændende at skulle af sted i nærmest et helt år?

Nej, det er det da ikke. Sådan er det i alle job. Jeg er meget privilegeret, at jeg lever af min hobby. Men hvis du laver din hobby for meget, så kan det godt blive hårdt. Vi spiller 11 måneder om året, så nogen gange tager man jo også afsted, fordi det er planlagt, og fordi det er godt for ens karriere. Det er hårdt de sidste dage, inden man skal af sted. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang tid, jeg skal være væk, for så bliver jeg for træt. Og det er hårdt at være væk, du er hele tiden på. Hvis du taber hurtigt i en turnering, så lægger du dig jo ikke bare på stranden i fire dage. Så forbereder du dig bedst muligt til næste turnering.

Er der steder, der er sjovere at komme til end andre?

Ja, det er der, men det er meget personligt. Det er de samme steder, jeg er kommet i 15 år, så derfor er der også nogle steder, jeg faktisk glæder mig til at komme tilbage til. Nogle restauranter, cafeer og mennesker. Melbourne kan jeg virkelig godt lide. Jeg hader at spille på grus, men jeg elsker Rom. En af mine favoritturneringer er i tyske Halle, som ligger lige før Wimbledon. Man bor lige ved siden af træningsbanerne, og de gør utrolig meget for spillerne. Du tager lige et par ketsjere og går over og træner. Det er helt afslappet. Der er også nogle turneringer, hvor man ikke lige var taget til, hvis det ikke var for pointene. Sådan er det.

Tager du rundt alene?

Ja, som regel. Min kæreste har været meget med, nogle gange næsten fuld tid. Det har virkelig været en stor hjælp, at have en at støtte sig til. Det kan godt være lidt tungt at rejse så meget rundt alene. Jeg er jo gode venner med mange af dem ude på touren, specielt svenskerne har jeg haft et godt forhold til. Det er rart at have nogen at gå ud og spise med og have det sjovt med. Men det er noget helt andet, at have en med, du kan stole på og gøre alt med.

Tænker du tennis hele tiden?

Jeg prøver meget at være til stede, når jeg træner, og så komme væk hurtigst muligt bagefter. Så det ikke bliver tennis, tennis, tennis hele tiden. Jeg gør meget ud af at få en hverdag, når jeg er ude.

Jeg kan godt lige at komme ud og se byerne. Det er ikke altid, de er fantastiske, men jeg prøver at komme ud og opleve noget og finde noget steder, jeg synes er hyggelige at komme, hvor man kan gå ud og slappe af og koble af efter træning eller kamp. Og at se nogle andre spillere, gå i biografen, læse nogle bøger, se nogle dvd’er. Hvis du tænker tennis hele tiden, så bliver du sindssyg.

Er det en glamourøs tilværelse?

Både og. Generelt har man jo ikke lyst til at bo dårligt i sit hjem, vel. Hotellerne er vores hjem, så det ville være tungt, hvis man boede i en fugtig kælder. På den måde kan det godt se glamourrøst ud. Men du er der jo for at yde noget, du er jo ikke på ferie. Så rammerne er der, for at du skal præstere.

Føler du stadig, at Danmark er dit hjem efter så mange år på farten?

Jeg er jo dansker, og hjertet er i Danmark. Selv om man bor i udlandet, er det altid dejligt at komme hjem og se familie og venner. Og når man rejser meget, så elsker man det endnu mere, for du kan virkelig se de gode ting ved det. Så for mig er det ikke dårligt, når jeg kommer hjem og det regner og blæser. Når man lander i København, så er der altid en helt speciel frisk luft. Jeg ved ikke, om det er fordi, man er opvokset her. Man kan ånde på en anden måde. Måske er det bare fordi, der er køligere her end de fleste steder, jeg spiller tennis.

Skal du bo i Danmark?

Jeg tror det. Når jeg skal have familie og finde et rigtigt sted, så synes jeg ikke Monaco, hvor jeg bor nu, er det rigtige sted. Jeg vil ikke udelukke, at jeg kommer til at bo i udlandet, hvis jeg får et job et sted. Men så flytter jeg tilbage til Danmark, tror jeg.

Det eneste, jeg frygter ved at flytte hjem, er, at jeg har svært ved at være samme sted i lang tid ad gangen. Det fandt jeg ud af, da jeg boede i Monaco, mens jeg var skadet. Da jeg havde været der tre måneder, så kunne jeg ikke rigtigt kapere det mere. Der skulle ske et eller andet. Man kan kalde det en erhvervsskade. Det bekymrer jeg mig lidt om. Jeg tror, jeg bliver nødt til at have et sted i udlandet, jeg kan tage hen, eller også må jeg tage på weekendtur en gang i mellem.

Frygter du den dag, karrieren er forbi?

Både og. Jeg elsker at spille tennis, og det er et fantastisk privilegium. Men nogle gange er det også hårdt. Da jeg var skadet i 19 måneder, havde jeg det også fantastisk godt – når ikke lige Monaco blev for lille. Der havde jeg et stille og roligt normalt liv, hvor jeg fik en dagligdag. Derfor frygter jeg ikke rigtig, at jeg skal få problemer, når jeg stopper. Men efter 2-3 år er jeg helt sikker på, at jeg kommer til at savne tennisen. Rejserne, livsstilen, at præstere noget, at lykkes. Det bliver fantastisk svært at finde det samme adrenalinkick et andet sted.

Men det er der jo længe til?

Det håber jeg. Når jeg siger, at det er hårdt at komme i gang igen, så fortæller jeg jo også mig selv, at det bare er om at nyde det, mens du kan.

Hvordan er det at komme hjem til Danmark og spille, som du gjorde i Challenger-turneringen i Kolding i oktober?

Jeg spiller så meget i udlandet, at når jeg endelig har hjemmebane, så kan det både være en positiv og en negativ oplevelse. Du kan lægge så meget pres på dig selv, fordi du gerne vil vise, hvad du kan. Hvis du ikke gør det godt, er det jo ikke, fordi du ikke vil. Tværtimod. Nogle gange har jeg villet spille godt for meget. Du skal være sat op, men ikke overtændt. Og det kan være svært at finde balancen, når det kun er en uge om året.

Har du oplevet janteloven hos danskerne?

Jeg vil ikke kalde det jantelov, men jeg er da blevet nedgjort ekstremt meget. Særligt sidste år, hvor folk begyndte at snakke meget om, at jeg hver gang tabte i første runde. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, for jeg kunne jo ikke ligge, hvor jeg gør, hvis jeg aldrig vandt en kamp. Der er kun en vinder hver uge, mens der groft sagt er 31 tabere.

Det er ekstremt hårdt for de udøvende, men det må du lære at leve med som sportsmand. Ellers er du i den forkerte branche. Tonen er blevet hårdere, men tilhængerne har ret til at have deres meninger. Men kan så klandre journalisterne for, at det man laver enten er verdensklasse eller en ren bundskraber. Alle nuancerne er kedelige, selv om det som regel er det rigtige.

For mig handler det om, at gøre mit bedste. Hvis jeg har gjort det, så kan jeg ikke gøre mere.

Hvad vil du gerne opnå i din karriere?

Da jeg tog beslutningen om at blive professionel som 15-16-årig, var det eneste, jeg sagde til mig selv, at jeg skulle kunne se mig selv i øjnene, og sige, at jeg havde gjort mit bedste. Der skulle ikke være nogen undskyldninger. Jeg har da altid haft en drøm om at vinde en Gran Slam-turnering og om at være nummer et i verden. Ingen af de drømme er gået i opfyldelse. Endnu. Alligevel har jeg stadig drømmen om at vinde flere turneringer og om at nå langt i en Gran Slam. Men jo ældre, man bliver, jo mere bliver det en slags drengedrøm, som man selv smiler lidt af. Men et eller andet sted, så er det jo en drengedrøm, jeg lever. Og man ved jo aldrig. Og det er nok også det, der er motivationen. Rammer jeg den rigtige uge, så ved man aldrig, hvad der kan ske. Jeg er en spiller, der spiller virkelig godt, når jeg rammer den. Desværre klikker det lidt for sjældent i en eller to uger i træk. Men pludselig kan det klikke, og så længe muligheden er der, så længe vil drømmen også være der.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.