Snart hopper en flok kendte danskere igen i uniformen for at være med i tredje sæson af “Stjerner i trøjen”.
De 12 deltagere er endnu ikke blevet offentliggjort, men mandag kunne et par kendte navne løfte sløret for, at de er blandt de kendisser, som skal tage del i strabadserne på Bornholm.
En af dem er Janni Ree, som mandag fortalte nyheden på de sociale medier.
- Så må jeg offentliggøre, at jeg skal være med i “stjerner i trøjen”. Glæder mig helt vildt til at udfordre mig selv. Er på vej til Bornholm med en masse skønne mennesker. Ønsk mig held og lykke, skriver Jannie Ree på Facebook.
Et af disse mennesker er den tidligere reality-stjerne Gustav Salinas, der vender tilbage til skærmen efter syv års pause fra reality-tv.
- Efter syv års pause er jeg nu tilbage. Jeg troede ikke selv, at jeg ville vende tilbage til realityverdenen, skriver Gustav Salinas, som fortæller, at han som 18 årig havde en drøm om at komme i militæret.
Gustav Salinas vil vise seerne Gustav Salinas 2.0. (Foto: Ritzau Scanpix)
- Men jeg blev erklæret uegnet. Jeg fik aldrig en grund. De sagde bare, at jeg ikke ville passe så godt ind. Derfor vil jeg nu gerne vise mig selv, at jeg sagtens kan det med militæret. Og samtidig vil jeg også gerne vise Danmark vise den nye Gustav. Nemlig Gustav 2.0. Så jeg har sagt ja til at medvirke i “Stjerner i Trøjen”, skriver han.
Programmet har de to seneste sæsoner haft Dar Salim og Jacob Riising som værter, og forleden kunne Jacob Riising overfor eb.dk bekræfte, at han også er med i sæson 3.
Hvis konceptet i tredje sæson er magen til anden sæson, skal kendisserne først gennemføre en rekruttid og en aspiranttid. Til sidst står der tilbage fire soldater, som skal kæmpe om sejren på en særlig mission i finaleafsnittet. Sidste år var det designeren Søren Le Schmidt, der vandt.