Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er blevet indlagt på et hospital i Jerusalem, hvor han skal opereres for brok. Det oplyser regeringschefens kontor sent lørdag aften.
Operationen ventes at vare en times tid, og den 63-årige Netanyahu står til at blive udskrevet igen fra tophospitalet Hadassah Ein Kerem søndag eftermiddag.
Indlæggelsen menes ikke at få nogen større praktisk betydning for tidsplanen i de israelske og palæstinensiske fredsforhandlinger.
De kuldsejlede forhandlinger, der har ligget stille siden 2010, blev for nylig genoptaget efter penduldiplomati fra den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, som har besøgt regionen adskillige gange.
Blandt de mest kontroversielle emner er fremtidige israelske bosættelser på Vestbredden, Jerusalems status og de palæstinensiske flygtninges skæbne.
Spørgsmålet om de israelske bosættelser var et af de emner, der i september 2010 satte de direkte fredsforhandlinger mellem de to parter i stå.
/ritzau/AFP