Egentlig skulle israelerne først til valg til oktober næste år, men søndag aften har premierminister Benjamin Netanyahu meldt ud, at han vil udskrive valg til afholdelse i september.
- Jeg vil ikke have halvandet års politisk ustabilitet med afpresning og populisme. Jeg vil foretrække en kort valgkamp på fire måneder, der vil sikre politisk stabilitet, siger han på et møde i sit parti Likud.
Valgrygterne har rumlet i nogen tid i Israel og er blevet forstærket de seneste dage, efter at avisen Haaretz forleden offentliggjorde en meningsmåling, der viste, at hele 48 procent støtter et genvalg af Netanyahu og hans højrenationale Likudparti.
Opbakningen til Netanyahu og Likud er så stor, at han har flere tilhængere end sine tre nærmeste rivaler - tilsammen.
Arbejderpartiet, der ledes af Shelly Yacimovich, kan samle støtte fra 15 procent, Netanyahus udenrigsminister, Avigdor Lieberman, som leder det stærkt nationalistiske parti Israel Beiteinu, har støtte fra ni procent.
Kadima er det nuværende parlaments største parti, men blot seks procent af vælgerne siger nu, at de vil stemme på partiet og dets nye leder, Shaul Mofaz.
Netanyahus overvældende popularitet menes at være grunden til, at valget kommet netop nu.
Desuden er der et par ømme sager på vej igennem parlamentet, og det er forslag, der kan splitte hans koalition, herunder store budgetnedskæringer samt spørgsmål om tvangsudskrivning af ultraortodokse jøder til militæret.
Og med et valg i september vil Netanyahu også komme det amerikanske præsidentvalg i forkøbet og fremstå styrket i tovtrækkeriet om Mellemøst-fredsprocessen i tilfælde af, at Barack Obama bliver genvalgt i november.
AFP