Island kan stå over for en statsbankerot, og den økonomiske genopretningsplan ligger nu i ruiner.

Det er meldingen fra landets regering, efter landets præsident Ólafur Ragnar Grímsson i dag nægtede at underskrive den lov, der skal rydde op i det økonomiske kaos efter det store islandske bankkollaps i 2008.

"Loven er en forudsætning for en række lån, som Island har fået af Den Internationale Valutafond og de nordiske lande. Samtidig er den afgørende, når vi næste år skal refinansiere et stort statslån," udtaler den islandske regering i en fælles udtalelse efter et timelangt krisemøde.

"Genopbygningsplanen forsinkes og forstyrres af beslutningen," siger premierminister Johanna Sigurdsdottir, der samtidig fastslår, at regeringen står fast på tilbagebetalingsplanen. Det skriver netavisen Visir.is.

Hun kalder præsidentens beslutning skuffende og vil sammen med regeringen nu finde ud af, hvilke konsekvenser den vil få for Island.

Det er især oprydningen efter de islandske bankers pengemaskine IceSave, der skaber splid i den islandske befolkning, hvor der er stor modstand mod planen. IceSave var ejet af de islandske banker og tilbød pensionsopsparinger i blandt andet Storbritannien og Holland. Men da korthuset væltede, gik selskabet konkurs ligesom bankerne og blev overtaget af den islandske stat.

Gælden efter IceSave svarer til knap 100.000 kroner for hver eneste islænding - og det er alt for stor en regning at tørre af på borgerne efter bankernes eventyr, mener et stort flertal i den islandske befolkning, der har protesteret mod loven. Og det er de folkelige protester, der har fået præsidenten til at sende den til folkeafstemning.

Folkeafstemning eller ej, så er det dog helt afgørende for den islandske økonomi, at pengene betales tilbage. Det siger den islandske regering.

"Forholdet til udlandet er hårdt ramt af nedturen, og pengene skal betales tilbage, hvis vi skal klare os. Hvis udlandet ikke vil låne os penge, vil det få de mest alvorlige konsekvenser for vores økonomi," hedder det i regeringens udtalelse.

Den islandske præsident har meget begrænset magt i samfundet. I praksis kan posten bedst sammenlignes med den danske dronnings. Der er dog to afgørende forskelle: Dels skal præsidenten vælges af folket hvert fjerde år - dels kan præsidenten altså nægte at underskrive love, som i stedet sendes til folkeafstemning.