I forbindelse med symbolprovokatør Asmaas nylige opstilling i Enhedslisten er islams kvindebillede endnu engang blevet diskuteret.

Det er et kvindebillede, hvor kvinderne ikke har adgang til moskéerne, og hvor de skal bære slør og skjule deres former og i det hele taget kan leve i så patriarkalske familieforhold, at flere vestlige lande nok snart går i gang med at lovgive mod denne undertrykkelse, hvis den finder sted her.

Kvinderne er dækket på forskellig vis fra simpel hovedbeklædning til burka, og det er nu op til de vestlige samfund at definere, hvornår disse beklædninger kan opfattes som undertrykkende, således at vi må lovgive mod dem. Fint nok, og lad os få den debat.

I deres drifters vold

Men en debat, som vi ikke tager herhjemme, er debatten om det mandsbillede, der følger med.

Jeg ville ikke være stolt af at skilte over for offentligheden med, at min kone ikke kan eller må køre bil, at jeg er nødt til at holde hende tilhyllet, fordi jeg i min kultur ikke er mand nok til, at – ja egentlig til hvad? Eller at jeg ikke tør lade hende få et arbejde. Det er da ynkeligt, er det ikke?

Argumentationen for, at kvinder ikke kan bede i visse moskéer er uhyrligt diskriminerende, og hvis vi ser bort fra, at det sikkert er rigtigt, at det ville være distraherende for mænd, at kvinder lå og bad foran dem med deres mås lige op i luften, så er den anden side af denne diskussion jo en opfattelse af, at mænd ikke kan styre sig, er i deres drifters vold og ofre for den kvindelige seksualitet, som bare skal dækkes til undtagen inden for hjemmets vægge.

Mindre værd

Ligesådan med de unge mænd, der opdrages til at være prinser og får at vide, at de er intelligente og skal være læge eller ingeniør, ligegyldigt hvilke evner de har. De får et chok, når de kommer i skole, og mange af dem bliver i realiteten gadebørn, fordi de ikke kan holde ud at være hjemme på få kvadratmeter i en stor familie og derfor køber biler, de kan gå og ordne og polere og provokere med,

Samtidig med, at flere lever hjemme hos deres mor, til de bliver gamle og deres seksualitet på den måde er i familiens kontrol, så vi er HELT sikre på, at de får et forkrampet forhold til det andet køn.

Det er ikke bare ynkeligt, det er også synd. Og det er en diskussion, vi skal tage, fordi forskellen mellem prinseopdragelse, undertrykt seksualitet og den virkelige verden er langt større for mændene end for pigerne, der fra starten lærer, at de er mindre værd end deres brødre.