Storbritannien skal glemme alt om at fryse Irans chefforhandler ude eller søge hjælp i FN s sikkerhedsråd. I hvert fald hvis Iran skal udlevere den kvindelige marinesoldat, der sammen med 14 mænd bliver tilbageholdt i Iran. Det var meldingen fra chefforhandleren Ali Larijani ifølge AP.
- Britiske ledere har forregnet sig på dette punkt, sagde Ali Larijani på national radio.
Storbritannien gik tidligere torsdag til FN s sikkerhedsråd for at bede om støtte til en resolution, der kræver soldaterne frigivet øjeblikkeligt. Onsdag lød beskeden, at Storbritanien ville fryse sine kontakter til Iran.
- Hvis Storbritannien følger op på truslerne, vil Iran højst sandsynligt gå rettens vej med de 15 marinesoldater, der blev anholdt tidligere på ugen for at bevæge sig ind i iransk farvand, siger Ali Larijani.
Soldaterne var på en rutineaktion uden for den irakiske kyst, men ifølge det britiske forsvarsministerium krydsede de aldrig over i iransk farvand.
Iran havde tidligere meldt ud, at landet var villig til at løslade den kvindelige soldat.