For de fleste mennesker er forelskelse, bryllup, børn, sygdom og død begivenheder, der strækker sig over et helt livsforløb.

For den garvede journalist og tv-vært Eva Jørgensen skete det hele på få år. Hun var 41 år, da verden pludselig åbnede sig for meget kort efter at ramle sammen for øjnene af hende, da hendes mand døde af den aggressive sklerose ASL.

Hele forløbet har hun beskrevet i bogen Vi ses i morgen , som netop er udkommet. Det er kun knap halvandet år siden, hun mistede sin mand, men Eva Jørgensen ser ikke nogen grund til at vente med at fortælle sin historie. For det er en måde at bearbejde sorgen på.

»Når jeg tænker tilbage på det forløb, så husker jeg bare Eva, der står og græder. Jeg har grædt mine øjne ud. Og gået rundt i pløjemarken hos mor og far og ikke sagt noget i fem dage, mens de tog sig af min lille dreng. Jeg tager stadig kæmpe tudeture. Det går verden jo ikke i stykker af,« siger hun.

Hverdag blev luksus

Historien starter i 2003, da Eva Jørgensen finder sammen med kollegaen Steffen Knudsen. De forelsker sig hovedkulds i hinanden og bliver gift i 2005, hvorefter Eva bliver gravid. Hun venter barn. Men så falder hammeren. Steffen Knudsen er ramt af den uhelbredelige sygdom ALS, amyotrofisk lateral sklerose. En aggressiv form for sklerose, der minder om muskelsvind. Eva Jørgensen er gravid i syvende måned, da de får at vide, at Steffen Knudsen vil dø inden for to–fire år. Allerede i maj 2006 dør han. Sønnen Elias er på det tidspunkt 10 måneder gammel.

Oven i diagnosen bliver Steffen Knudsen ramt af en demenssygdom ved navn FTD (frontotemporal demens). Det er ikke som Alzheimers, men en demenssygdom, der påvirker personligheden. Egenskaber som empati, initiativ, realitetssans og overblik bliver påvirkede eller svinder ind.

Midt i det hele stod Eva Jørgensen. Forvirret, fortabt og fuld af følelser. Imens tabte hendes mand sig voldsomt og fik sværere og sværere ved at tale. Til sidst måtte Steffen Knudsen skrive på en særlig maskine i stedet for at tale.

Men i skyggen af den ulykke, kaos og sorg, der var inden for rækkevidde, fik helt almindelige hverdagskonflikter en ny betydning.

»Det var pludselig en luksus at skændes om tandpastahætter og køkkenruller og om, hvem, der skulle tømme opvaskemaskinen,« siger Eva Jørgensen.

Eva Jørgensens sorg over at miste sin mand startede inden hans død.

»Jeg var jo ikke vred«

I længere tid havde hun sørget over, at Steffen Knudsen ikke længere var den mand, hun giftede sig med.

»I starten havde jeg den her store stærke mand og til slut det her meget svage menneske, som sov hele tiden og var meget medicineret og ikke kunne bevæge sig eller spise og tale. Men det er et tabu at sørge over en, der ikke er død,« siger hun.

Den mere intense sorgterapi efter Steffens Knudsen død indebar blandt andet en opfordring fra en præst om, at Eva Jørgensen skulle nå ind til sin vrede.

»Men jeg var ikke en skid vred! Jeg er rasende over, at Steffen er død. Det synes jeg er, fuldstændig uretfærdigt og forkert men hvem skal jeg være vred på? Jeg kan være vred på skæbnen. Og den kan jeg tage nogle ordentlige livtag med. Sparke den i røven og vride armen om på den. Det kan den fint holde til. Skæbnen er jo ligeglad med, om man er bitter,« siger Eva Jørgensen.

Deres hus blev op til Steffen Knudsens død fyldt med flere og flere praktiske foranstaltninger. Elevatorlift, kørestol og ikke mindst hjælpere døgnet rundt. Eva kunne godt blive irritabel, stridbar og kort for hovedet, og hun lægger ikke skjul på, at det også gik ud over de mennesker, der var i huset for at hjælpe dem. Alligevel bebrejder hun ikke nogen og mener, at de fik den hjælp, der var mulig.

»Samfundet kan ikke fjerne sygdommen. Hvor gerne man end ville have det,« siger hun.

Nyt liv

Mens Eva Jørgensen så sin mand svinde ind, voksede nyt liv inden i hende. Sønnen Elias nåede at blive 10måneder, før faderen døde. Men selvom en stor del af Eva Jørgensens opmærksomhed kredsede om mandens helbred, var der også tid til at glæde sig over »lillemand«, som hun kalder ham. Hun beskriver situationen som skizofren.

»At få Elias midt i alt det kaos, det var som at få sådan en lille, stærk sæbeboble, der blæste rundt og var upåvirket af al den ulykke, der var omkring ham. Når jeg holdt mig til ham, så kom jeg indenfor i sæbeboblen. Det var en stor lykke at få ham. Glæden ved at få et barn er så urtidsagtig, at den er svær at overskygge,« siger hun.

Imens tærede Steffen Knudsens sygdom på Eva Jørgensen. Hun havde svært ved at have overskud og blev ofte frustreret på sin mand til sin egen store fortrydelse. Steffen Knudsens demens gjorde, at han havde svært ved at vise empati. Det mærkede Eva Jørgensen blandt andet, da hun havde influenza.

»Steffen sad og mukkede over, at hjælpepigen ikke skulle give ham sondemad, og det skulle jeg gøre, selvom jeg var syg,« fortæller hun.

Mens manden stadig lå syg derhjemme, valgte Eva Jørgensen alligevel at vende tilbage til arbejdet på DR i starten af 2006. Men problemerne på arbejdet kunne ikke få hende op af stolen. Ikke på samme måde som tidligere. Hverken besparelser, ny teknik eller diskussioner om udflytning af DR til Ørestaden.

»Før kunne jeg blive vanvittig over, at der ikke var parkeringspladser på mit arbejde. Jeg kunne være sur, når jeg stod op på grund af det. I dag kan jeg mærke, at de ting ingenting betyder. Virkelig ingenting!« konstaterer hun.

Ikke martyr

Det er nu over et år siden, Steffen Knudsen døde, og Eva Jørgensen arbejder stadig med at tilgive sig selv. For at handle egoistisk. For at blive rasende på et sygt menneske. For ikke at slå til.

»Jeg tog over til mine forældre på en forlænget weekend en gang om måneden, og jeg synes simpelthen, det var for tyndt og for dårligt, at jeg stak af fra krigen. Det var virkelig også for dårligt, at jeg en stor del af tiden var irriteret på Steffen. Vi havde en mand, der vidste, at han skulle dø inden ret længe, og så stod jeg og skældte ud over, at jeg syntes, han valgte mig fra. Men i virkeligheden var det sygdommen, der valgte os fra,« fortæller hun.

Mest af alt var hun vred på sig selv over ikke at leve op til sine egne forventninger om at være pårørende.

»Det handlede mest om mine egne forventninger, men man kan sige, at de jo er summen af samfundets og omgivelsernes forventninger og dybest set Bibelens. Om kristelig selvopofrelse. Den synes jeg er overvurderet. Det er jo meget fint at være til en vis grad, men det er jo ikke meningen, vi skal rende rundt og være martyrer alle sammen,« siger hun.

Selvom Eva Jørgensen ikke er kommet igennem sorgen over at miste sin mand og nok aldrig kommer det, har hun lært at sætte større pris på små glæder i hverdagen.

»I dag glæder jeg mig til at hente min søn i vuggestuen, eller så er der nogen roser, der er sprunget enormt sent ud ude i min have. Vi har alle sammen små ting, vi kan glæde os over. Vi skal bare lige huske det,« siger hun.