Da den canadiske singer/songwriter Feist skulle indspille opfølgeren til sit skamroste debutalbum, Let it Die , havde hun kun ét ønske: Hun ville ikke bevæge sig nogen steder.

Efter to års konstant turne, hvor hun havde fremført sine inderligt forførende kompositioner for den hastigt stigende fanskare og begejstrede anmeldere verden rundt, var det tid til at stå stille lidt.

En seng på landet

Så den 31-årige sangerinde samlede sit drømmehold af musikere og fyldte et landsted uden for Paris med instrumenter og udstyr.

Der, langt ude på landet, blev The Reminder indspillet i landstedets stue i en tæt og uhøjtidelig stemning med plads til fløjt fra havens fugle, løbende fodtrin og instrumenters knitren.

»Efter at have været på turne så længe havde jeg brug for ikke at skulle sætte mig ind i et transportmiddel. Jeg ville bare vågne og arbejde uden at skulle bevæge mig nogen steder,« siger Leslie Feist og kalder indspilningerne for »en sjældent fantastisk tid«.

»I to år havde jeg ikke sovet i den samme seng i mere end fire nætter i træk, så da jeg vågnede den sjette morgen og stadig i den samme seng, var det med glæde og spænding i hele kroppen. Jeg var bare så glad for at kunne gå nedenunder og arbejde i stedet for igen at skulle flytte min krop til et nyt sted.«

Intet hjem

Men Feist er tilbage i den gamle gænge igen. Da Nyhedsavisen taler med hende, sidder hun med jetlag på et hotelværelse i London efter en lang flytur fra Canada. Den store stemme i den spinkle krop har turneret de seneste tre år, og der er ingen udsigt til, at hun finder et permanent geografisk fæste lige foreløbig.

»Med Let It Die udfoldede vejen sig hele tiden foran mig. Turneen blev bare ved, og det samme sker nu med The Reminder . Når jeg har fri, er jeg enten i Toronto eller Paris, men jeg føler ikke rigtig, jeg bor nogen steder – sørgeligt nok,« siger hun.

Nina Simone snød

På The Reminder har Feist bedrevet sin egen version af See Line Woman , som de fleste kender som Nina Simones, men Feist slår fast, at selvom hun har kæmpe respekt for den afdøde bluessangerinde, så havde Nina Simone en uheldig tendens til at lade som om, at de gamle amerikanske folkesange, såkaldte traditionals, var hendes egne.

»Det, jeg elsker ved traditionals, er, at vi aldrig får at vide, hvem der i sin tid skrev dem. De er ikke forbundet til et enkelt menneske eller ego. Melodierne var stjernen, og derfor blev de videregivet fra person til person gennem generationer. Alle, inklusive Bob Dylan, har brugt traditionals – Nina Simone gik bare skridtet videre og sagde, at hun havde skrevet dem.«

Nærig med ordene

Feist taler gerne om Nina Simone og samarbejdet med Ron Sexsmith på sangen Brandy Alexander . Om hvordan hun mødte norske Kings of Convenience og veninden Peaches, men hun bliver på det nærmeste tavs som graven, når det kommer til hende selv og hendes musik.

»Alt, hvad jeg har at sige, er sagt på albummet. Når jeg udsender et album, så sender jeg det bogstaveligt talt ud. Så er det op til andre at fortolke og tage det til sig eller ej,« siger Feist.

»Det er derfor, jeg laver musik. Fordi jeg ikke har det godt med at skulle tale om mig selv med ord.«