Ishockeylandsholdets Jesper B. Jensen slipper for karantæne for sin voldsomme tackling i mandags i VM-nederlaget til Sverige. Det oplyser det internationale ishockeyforbund.
Svenskernes Joel Lundquist brækkede kindbenet, sandsynligvis da han blev banket ind i barrieren i første periode af den danske back. Lundquist måtte efterfølgende rejse hjem fra VM.
Det svenske landsholds general manager, Tommy Boustedt, reagerede bagefter voldsomt over for danskerens tackling.
- Jeg synes, at den er ondskabsfuld. Det er en soleklar checking to the head. Jeg bliver meget ophidset, når jeg ser den type overgreb, sagde Boustedt til tv-stationen SVT tirsdag.
Ishockeyforbundet har gennemset hændelsen og vurderet, at Jesper B. Jensens tackling var lovlig - a normal body check. Lundquist var bare uheldig, at han bagefter ramte barrieren og kom til skade.