Enhver, der har sat sit ben på en skadestue – i hvert fald i det storkøbenhavnske område – bliver deprimeret over forfaldet: Nedslidte bygninger, tristhed, travlhed, alenlange køer og børn, der sidder syge og elendige i timevis uden at blive behandlet.

Nyhedsavisen bragte i går en trist fortælling fra en skadestuepatient, der på Bispebjerg Hospital havde ventet mere end syv timer – hvorpå han fik et gazebind, han selv kunne sætte på. Vand kan man ikke købe. Heller ikke sandwich – maskinen var tom.

Jo, det er vigtigere med god kræftbehandling end forstuvede fødder, men forholdene på skadestuerne er et glimrende billede på den generelle elendighed i systemet: ventetid, stress – og elendig tilrettelæggelse af arbejdet.

Selv sad jeg for et år siden med en otteårig pige i 14 timer på Herlev Hospital. Hun havde svært ved at trække vejret. Klokken to om natten blev hun bedt om at puste voldsomt i en maskine, men kunne ikke holde sig vågen. Vi blev bedt om at komme næste dag.

Sygevæsenet har to problemer: 1. Den totale nedslidning 2. Mangel på ledelse.

Arbejdet må kunne gøres bedre. Vejle Sygehus har vist, at man – ved de mest simple omlægninger – kan få kræftpatienter langt hurtigere igennem. Kan nogen for pokker ikke tage sig af de skadestyrker og få det til at funke? Hvor svært kan det være?