Der skal tjenes flere penge ind til møbelgiganten Ikea. Ud over at sælge alt til hjemmet vil den svenske koncern nu også til at bygge hoteller i Europa.
Ikea vil bygge 100 budgethoteller i Europa, skriver Financial Times.
Hotellerne kommer dog ikke til at hedde noget med Ikea. Svenskerne vil bare bygge hotellerne for at komme ind på ejendomsmarkedet. Det er så meningen, at hotelkæden skal drives af andre.
Det er blandt andet England, Holland, Polen og Tyskland, som Ikea har i kikkerten.
- Vi vil om nogle uger fortælle, hvor vores første hotel i Tyskland skal bygges, siger Harald Müller, der er medlem af topledelsen i Inter Ikea, som er Ikeas ejendomsdivision.
Men det er ikke kun feriefolket, der skal have glæde af den svulmende pengekasse hos møbelgiganten, som skal ud og yngle.
Også studenter kan se frem til, at Ikea vil bygge studenterhybler, skriver avisen. Lige nu er man ved at undersøge, om det er et område, hvor det kan betale sig at bygge.
/ritzau/