Ingen kvindelige atletikudøvere skal tvinges til at tage medicin.
Det understreger Det Internationale Atletikforbund (IAAF), efter at der tidligere onsdag faldt dom i sagen om medicinering af kvindelige atleter.
Den Internationale Sportsdomstol (CAS) fastslog i sin dom, at IAAF's regler er i orden.
De betyder, at kvindelige atleter med høj produktion af testosteron skal sænke sin produktion af det mandlige kønshormon kunstigt for at få lov at konkurrere på eliteniveau.
- For at undgå enhver tvivl: Ingen kvindelige atleter tvinges til at gennemgå eller modtage behandling som følge af reglerne.
- Det er hver enkelt atlets ansvar i samråd med den medicinske stab at afgøre, om der skal foretages en behandling, skriver IAAF på sin hjemmeside.
Ifølge IAAF har atleter som Semenya, der har en naturlig høj produktion af det mandlige kønshormon testosteron, en stor fordel, når de konkurrerer med den øvrige elite.
Derfor indførte atletikforbundet sidste år regler, der betyder, at kvindelige mellemdistanceløbere skal tage medicin for at komme under fem nanomol per liter i kroppen.
Nanomol er en måleenhed, der angiver koncentrationen af testosteron per liter.
CAS tog sagen op, da Semenya med sit nationale forbunds opbakning klagede over det kontroversielle initiativ. Implementeringen af reglerne blev derfor udskudt.
I sin afgørelse lægger CAS vægt på, at reglerne er diskriminerende. Men det er et nødvendigt tiltag for at sikre en fair konkurrence.
- Panelet fandt, at reglerne er diskriminerende, men et flertal af panelet finder på baggrund af bevismaterialet, at sådan en diskrimination er nødvendig og retfærdig for at sikre kvindelige atleters integritet i specifikke konkurrencer, skriver CAS i afgørelsen.
IAAF meddeler, at de nye retningslinjer for kvindelige mellemdistanceløbere træder i kraft 8. maj.
/ritzau/