For ikke så forfærdelig lang tid siden stimlede en flok japanske turister sammen foran familien Brandts rækkehus i Århus’ gamle og pænt idylliske midtby. Her var alligevel noget, der ikke stemte. Guiden tog ordet og forsikrede sit publikum om, at jo, den var god nok, sådan her boede en dansk popstjerne faktisk.
Imens kunne TV-2-forsanger Steffen Brandt sidde inde på den anden side og iagttage de mange flade næser trykke sig op ad vinduerne, mens hans hjem gennem de seneste 20 år blev visuelt ransaget. Japanerne måbede over rodet og det i hvert fald storslidte møblement, der mødte deres øjne.
»Vi havde haft så travlt med at leve, at vi ikke lige havde været i IKEA meget, meget længe. Det var kommet så langt ud, at ungerne fandt det decideret pinligt at tage kammerater med hjem og lege. Det regnede igennem taget, og vi måtte stille spande op indenfor,« husker den 54-årige århusianer.
I dag er rækkehuset sat i noget nær perfekt stand. Et par stilladser vajer stadig i baghaven, men ellers er sporene af Steffen Brandt, kunstnerpartneren Jo Dam Kærgaard og deres tre stort set voksne børns dedikerede livsstil skjult bag maling og reparationer.
»Der var bare ikke tid til den del af tilværelsen. Vi har været til stede i det, vi ellers har haft gang i,« forklarer Steffen Brandt.
Han er iklædt sin sædvanlige uniform. Hverken mere eller mindre. Sorte lædersko, sorte jeans, hvid skjorte og sort blazer. Han taler genkendeligt, og hans selvironi virker genkendelig. Pakket med jordbundne overvejelser og referencer til sin samtid, som man måske har hørt ham eller en anden sige før.
Men også emmende af en appetit på den hverdag, der ikke behøver at ligne den fra i går. Netop det med at leve i stedet for bare at dvæle ved overvejelsen om at gøre det er hovedtemaet på TV-2’s 18. regulære studiealbum. For Dig Ku’ Jeg Gøre Alting hedder det, og her springer fortælleren Steffen Brandt adskillige gange i med begge ben. I kærlighedens og eventyrets fremadstormende favn, uden at se sig tilbage.
Ingen løftede pegefingre
Helt centralt for pladen, der udkommer på mandag, er nummeret Randers Station . Her sidder en ung kvinde på perronen og beslutter sig at forlade trygheden, provinsbyen, spændetrøjen.
»Det er en opbrudssang, men i opbruddet lurer det opgivende jo ikke altid. Hun rejser ud og møder noget nyt. Denne pige er på vej væk fra nogle omgivelser, der ikke længere kan rumme hendes lyst til at udfordre sig selv. Verden skal opdages. Meget af vores energi p.t. kan læses ud af den sang,« erklærer Steffen Brandt, mens han så småt nipper til den mørke chokolade og termokande- kaffe, som han selv har anrettet på bordet foran os. Han understreger i næste øjeblik, at albummet ikke er tænkt som en løftet pegefinger til danskerne. Bare en påmindelse om at slå den mentale autopilot fra og lette fra hverdagen i ny og næ.
»Man kan ikke overgive sig betingelsesløst til nysgerrigheden hele tiden. Når man forpligter sig på familie og børn, lader det sig slet ikke gøre. Men derfor kan man godt tage tankesættet til sig. At se hver dag som noget, der venter derude. Der er ikke noget at være bange for, selvom vi i Danmark nok har en tendens til at være lidt forbeholdne, lidt bange.«
Midt i orkanen
Vi sidder i et par helt og aldeles lurvede læderstole i en gammel hestestald.
I 1990 blev den bjælkede og lavloftede bygning i Jo Dam Kærgaards og Steffen Brandts baghave lavet om til øvelokale og demostudie for TV-2. Sådan fungerer det fortsat.
»Jeg havde en tanke om at være en moderne far og kunstnertype, der kunne være tæt på mine unger hele tiden,« undskylder han den blødsødne humanisme og fortæller så videre om nabolaget.
»Vi holder lidt til i orkanens øje her, og det er fantastisk. Kvarteret har travlt med at leve, og der ligger kontorer, tegnestuer og atelierer i rigtig mange af baghusene rundt omkring,« fortæller Steffen Brandt, som af og til mærker noget til de mange naboer. På den rare måde.
»Det hænder, at der svæver en papirsflyver over stakittet, når vi indspiller sange om sommeren. Hør her, står der. Nu har vi efterhånden lyttet på den sætning og den melodi i tre dage. Vi er meget spændte på, hvad der kommer bagefter. Vi siger god for denne passage nu. Videre, tak .« Forsangeren griner.
»Når der er fest her, så er der fest. Ingen ringer og klager til politiet, og det giver en god stemning.«
Da ironien ikke rakte
Mens Steffen Brandt fortæller om sin nye plade og alt det, der ligger til grund for den, kulminerer valgkampen rundtomkring i landet.
Det er faktisk valgdag, og popveteranen ytrer flere gange holdninger, der hælder mod venstrefløjen. Samtidig frastøder de hørbart Dansk Folkeparti. Ikke udpræget overraskende for manden, der lavede landeplagen Det Er Samfundets Skyld .
En ørehænger, hvor sympatien lever i indvandreren, som tager skylden for nær sagt alting på sig, mens de privilegerede danskere klynker.
Steffen Brandt efterlyser fortsat en mere gemytlig omgangstone herhjemme. Både i den offentlige debat, og når fronterne eksempelvis trækkes op på Nørrebro i København, hvor unge fortsat demonstrerer for et fristed uden for kommunens kontrol.
I Mere Sympati På Gaderne kan man høre ham mægle mellem politi og rebeller. Sangen skulle oprindelig have været indpakket i et af Steffen Brandts adelsmærker, ironien.
Men efter at have siddet og indspillet med producerkometen Thomas Troelsen i Københavns Nordvest-kvarter i en byge af brosten og tåregas, kom TV-2’s fire medlemmer på andre tanker:
»Vi tænkte, at det var blevet for let og dybt ironisk at kræve mere politi i gaderne. Det havde haft sin berettigelse for 25 år siden. I dag giver det ikke nogen mening med så distanceret et budskab. Så vi ændrede i teksten og valgte at være totalt naive. Opfordringen til at undgå meningsløs vold retter vi begge veje. Og det er da meget muligt, at sangen ikke kan stå alene, men måske kan den inspirere folk til vores koncerter. Se den som forsøget på at kile en smule fornuft ind mellem de stridende parter. Det lyder naivt, men naivitet er også beslægtet med oprigtighed,« pointerer Steffen Brandt.
Vågne må vi være
Ifølge frontmanden i Verdens kedeligste orkester kan besindig- og gemytlighed bruges mange steder i dagens Danmark. Steffen Brandt mener, at det er helt nødvendige dyder, fordi de er produktive. Men han mener samtidig, at der er mere håb forude for fædrelandet end længe. Og det skulle For Dig Ku’ Jeg Gøre Alting gerne afspejle:
»Vi lever i et land med muligheder – et land med en historie. Hvis vi er interesserede, er det også et land med en fremtid. Men det kræver, at vi åbner os. Tidligere troede vi, at vi skulle lære alle andre, hvordan verden hang sammen. Nu kan vi se, at kineserne og inderne godt kan være innovative selv. Spørgsmålet er jo efterhånden, om de vil lade os tage del i deres globalisering,« siger Steffen Brandt, som også mener at kende modtrækket til skrækscenarioet:
»Vi bliver nødt til at være vågne og satse på uddannelse, uddannelse og uddannelse.«
Erfaringen tæller
Blandt alle de gode intentioner og store følelser i beskedne sætninger stikker en enkelt linje på det nye album ud. Den afslutter nummeret Grib Mig og lyder: »Jeg elsker kun dig, som ingen andre kunne gøre.«I den forudgående lyrik møder man en slagen og dog hengiven mand, der føler, at han har givet mere – langt mere – end han fik igen.
»Han overgiver sig fuldstændig betingelsesløs. Det er en sang, hvor man tror, det nok skal gå, hvis man opfører sig nogenlunde ordentligt. Men nej, stykket går ikke altid op. Der er ikke altid en facitliste i kærligheden, og man kan ikke se over skulderen hos sidemanden for at få gode råd. Man må selv ind i kampen, og af og til må man give mere, end man får. Ellers har man næppe noget at komme efter, tror jeg,« forklarer Steffen Brandt.
Kunne Grib Mig være Steffen Brandts eget SOS?
»En scene fra hans eget privatliv? Muligvis,« antyder den relativt private popstjerne.
»Man er i hvert fald nødt til selv at have været der for at skrive om det,« fastslår han.
»Og sangskrivningen giver mig muligheden for at udforske nogle tanker, jeg ellers risikerer at gå glip af. Den gode popsang skaffer dig adgang til nogle områder, der ellers kan virke for besværlige. Man har ellers ikke altid lyst til at dykke ned i dem, for man ved, det gør lidt ondt.«