Ni uf af 10 danskere har planer om at tage på en rejse i år.
Og sammen med finnerne er vi det folkefærd, der vil rejse mest i år, viser en undersøgelsen af europæernes rejselyste fra Europa-Kommissionen.
Og dermed ligger vi over gennemsnittet i EU. Her planlægger otte ud af 10 at rejse i år. Ifølge Mette Feifer, der er markedsdirektør i Dansk Erhverv, skyldes rejseiveren først og fremmest vores velstandsniveau.
- Selvom Danmark også har været hårdt ramt af den økonomiske krise, så har den gennemsnitlige danske husholdning stadig en noget større indtægt end husstande i de fleste andre EU-lande, siger Mette Feifer i en kommentar til undersøgelsen.
Samtidig påpeger hun, at længden på danskernes ferie også spiller ind.
Danskerne har 25 lovpligtige feriedag og fem overenskomstbetalte dage. Nordmændene har 25 i alt, tyskerne 24,6 mens briterne har 20 fridage om året.
I år vil 60 procent af danskerne rejse til et andet land i EU i mindst fire dage. For EU-landene under ét er det kun 37 procent, der har de planer.
Og færrest danskere holder ferie i Danmark sammenlignet med EU-gennemsnittet.
- Det spiller ind, at vi bor i et lille land. Selvom Danmark har meget flot natur og spændende turistattraktioner, så giver vores begrænsede geografi os nok lyst til at rejse ud og se andre dele af verden, siger Mette Feifer.
Europa-Kommissionen har i Attitudes of European Towards Tourism set på, hvordan befolkningernes rejsevaner er i de 27 EU-lande samt i Kroatien, Tyrkiet, Makedonien, Norge, Island, Serbien og Israel.
/ritzau/