De mortuis nihil nisi bene.

Tal ikke ondt om de døde.

Sådan lyder grundreglen, når nogen går bort. Undtagen i Storbritanien.

Her er det god tone at tale dårligt om de døde på avisernes nekrologsider, som er noget af det mest populære stof.

Det skyldes den tidligere nekrologredaktør Hugh Massingberd på avisen The Daily Telegraph. Han døde for nylig og efterlod sig en lang række særligt nærgående nekrologer. Denne indledning blev for eksempel trykt i avisen The Daily Telegraph i 1991:

»Den tredje Lord Moynihan, som er død i Manila, 55 år gammel, gav igennem sin person og sin karriere skyts til modstanderne af arvesystemet. Hans hovedbeskæftigelser var bongotrommer, bordelvirksomhed, narkosmugling og politimeddeleri.«

Sandheden skal frem

Hugh Massingberd betragtes som en af grundlæggerne af den nye nekrolog-genre, som blomstrede, da han var ansat som nekrologredaktør på Daily Telegraph fra 1986 til 1994.

Her løftede han det anonyme navnestof fra en opremsning af tørre og upersonlige fakta til et velskrevet portræt af et menneske med både gode og dårlige sider. I dag er nekrologerne at finde øverst på avisens hjemmeside. Den nuværende nekrologredaktør Andrew McKie har tænkt sig at holde fast i den nærgående stil. En nekrolog skal ikke være en ukritisk hyldeststale.

»Der er ingenting, jeg ikke vil skrive, hvis det er sandt. Før var reglen, at man ikke måtte tale ondt om de døde. Men det gælder kun, hvis de fortjener det. Vi anstrenger os ikke for at skrive noget forfærdeligt, men vi skal fortælle sandheden om den person, og sandheden er som regel en blanding af gode og dårlige ting,« siger Andrew McKie.

En restaurant-ejer i London i 1988 med en forkærlighed for alkohol blev sendt i graven med følgende afsked:

»Han gik ofte i gulvet blandt bestikket, før han gjorde nogen egentlig skade, men en gang imellem kravlede han truende rundt under bordene og bed de uvidende kunder i anklerne.«

Taler i kodesprog

Selvom britiske nekrologer ikke fejer meget ind under gulvtæppet, er der alligevel opfundet et kodesystem, som afslører det, der ikke må siges. Hvis en person omtales som en, der »gav farverige beskrivelser af sine bedrifter«, betyder det, at han var en løgner. Hvis han var »en mand med enkel smag«, var han komplet vulgær, og hvis han beskrives som »en stærk forhandler«, betyder det, at han var en bølle.

Værre er det med ham, der beskrives som »en kompromisløs og direkte kvindernes ven«. Han var nemlig blotter. Og hvis han var »gemytlig«, drak han tæt.

Nekrolog udløste debat

I Danmark er der en anderledes formel afstand til de døde i avisernes nekrologer, som oftest omtales i kraft af deres arbejde og formelle CV. Sociologen Henrik Dahl har ikke en nærmere forklaring på, hvorfor døden behandles på afstand.

»Allerede i oldtiden sagde man, at man ikke måtte tale ondt om de døde, formentlig fordi de ikke kan forsvare sig,« siger Henrik Dahl.

Han udløste selv en heftig debat, da han blev bedt om at skrive en nekrolog over den fransk antropolog Pierre Bourdieu. I nekrologen roste Henrik Dahl antropologen for sine faglige resultater, men kritiserede hans senere karriere som politiker, da han skrev, at »mindet om hans politiske indsats vil blegne«.

»Så kom der en modnekrolog i Information. Skribenterne mente ikke, at jeg havde en moralsk ret til at skrive sådan, selvom jeg netop havde skrevet om hans alsidige karriere,« siger Henrik Dahl.

Får sjældent klager

På trods af de nærgående britiske nekrologer får The Daily Telegraph kun sjældent klager fra de pårørende. Oftest hjælper de skribenterne med at stykke portrættet sammen. Men hvis man ender med et negativt portræt, så kommer der et negativt portræt i avisen.

»På et tidspunkt ringede vi mange personer op for at skrive om en afdød. Der var ingen, der ville sige noget godt om manden. Bagefter ringede familien og klagede over nekrologen og sagde, at de ikke kunne lide tonen. Men der var intet faktuelt forkert i den,« siger nekrologredaktør Andrew McKie.

Grundlæggeren Hugh Massingberds egen nekrolog blev skrevet med en kærlig hånd, efter at han døde af kræft. Her kan man læse, at han var en både gavmild og velpolstret mand.

»Massingberd skubbede sin gavmildhed langt ud over grænsen. Han manglede konstant kontanter, men det var bogstaveligt talt umuligt at købe en billet eller betale for maden, når han var til stede; og de, der afslog, opdagede, at Massingberd havde lavet en aftale med tjenerne på forhånd.«

Nekrologer skrevet som fortællende portrætter er populære i især England og USA.