Når 1,2 millioner danskere hver søndag blænder op for DR1-serien ’Album’, er de alt andet end ligeglade med hovedpersonerne fra forfatter Benn Q. Holms generationsportræt. Det er ikke hip som hap, hvordan det går for Martin, Lars og Jon, der blev født i 1960’erne, voksede op i 1970’erne, og blev rigtig voksne i 1980’erne.
Til gengæld fristes man til at tro, at de temmelig forskellige hovedpersoner selv er bedøvende ligeglade. Deres generation bærer jo rundt på et mærkat, som signalerer ligegyldighed over for det omkransende samfund. Som ’Album’-instruktør Hella Joof har forklaret det, så laver hun en tv-serie om ’Nå-generationen’. Generationen, der blev født i 1960’erne og skulle tage over, hvor de ivrigt protesterende og politisk aktive 68’ere slap. Det gad Nå erne bare ikke og blev i stedet følsomme individualister, hvilket 68’erne hverken brød sig om eller forstod.
Pege fingre-generation
»Det ligger jo i ordet ’nå’, at det hele kunne være lige meget. At det var en generation, som bare trak på skuldrene. Det var 68 ernes opfindelse at kalde dem det, og den holder trods alt ikke,« mener lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Mens 68’erne blev døbt ud fra det ungdomsoprør, der kulminerede i 1968 og revolutionerede forholdet mellem lærere og studerende på universiteter verden over, så blev ’Nå-generationen’ altså døbt og dømt af 68’erne.
»I udtrykket Nå-generationen gemmer der sig jo også en undertone af ikke rigtig at slå til. 68’erne blev en slags målestok for, hvor godt de følgende generationer klarede sig,« påpeger Johannes Andersen.
Han finder det i grunden ganske naturligt, at de magtfulde 68’ere slap af sted med at kategorisere alle dem, der fulgte efter. De negativt ladede prædikater stoppede nemlig ikke ved Nå’erne. Derefter fulgte X’erne, Fucked Up’erne og Zapperne, minsandten ?
»68’erne var mere optaget af at dømme dem, der kom før og efter, end andre generationer har været,« mener Johannes Andersen, der med fødselsåret 1950 selv sniger sig med på et yderligt mandat i den åbenmundede og udadvendte generation.
Vejen var jo banet
Ifølge ’Album’-forfatteren Benn Q. Holm (f. 1962) kan Nå-generationens adfærd ses som en klar konsekvens af de nye normer og adfærdsmønstre, som 68’erne fik gennemtrumfet via deres opgør med alskens autoriteter. Nå erne orkede ikke samme voldsomme konfrontation og udviste langt fra samme politiske engagement. Det skuffede 68’erne.
»Men der var bare ikke så meget at gøre oprør over længere. Nu var vejen banet for, at vi kunne opføre os langt mere frit,« påpeger Benn Q. Holm.
Det ræsonnement køber samfundsforsker Johannes Andersen. Han påpeger, at Nå-generationen og alle generationer siden sådan set har nydt godt af 68’ernes evne til at bryde med det omgivende samfunds forventninger. Der skal med andre ord meget ballade til efterhånden, før ældre generationers forargelse står i lys lue, og alarmklokkerne bimler.
Hjemmelavet monster
Benn Q. Holm understreger, at generations-båsene i øvrigt kan virke mere sort/hvide, end rimeligt er. Men Nå erne fandt eksempelvis forælder-generationen hyklerisk, når den fordømte apartheid-regeringen i Sydafrika, men samtidig forsvarede østblokkens hetz mod anderledes tænkende:
»Vi forkastede 68 ernes væmmelige politiske synspunkter og frelsthed. Vi gad ikke at høre på, at det var ’samfundets, kapitalismens og erhvervslivets skyld’,« siger forfatteren.
Samfundsforsker Johannes Andersen medgiver, at det – stik imod prædikaterne – i virkeligheden er de ressourcestærke 68’ere, der af og til klynker mest. Over de efterfølgende generationers elendighed, forstås:
»Men 68’erne er faktisk ved at komme sig over det. De har indset, at de banede vejen og lagde grundlaget for en kultur, hvor man tilrettelægger sin egen tilværelse. De skabte selv monsteret ved at være antiautoritære - det blev jo helt naturligt for de næste generationer at tage afstand fra dem. Nå-generationen prøvede jo ikke en gang at vinde magten fra dem, men sagde bare fuck dem, vi finder noget andet at lave’.«
68 erne
Det var dem, der sad og røg hash på trappen til Københavns
Universitet. Dem, der trak i farverigt kluns, groede langt hår og skæg,
provokerede, engagerede sig politisk på venstrefløjen og talte om
fælleskab og solidaritet. De var især født i 1940 erne.
Ifølge
opslagsværket Nye Ord blev udtrykket 68 erne først registreret i
1984, men det beskriver altså den generation, som studerede på
universiteterne op gennem 1960 erne og gjorde oprør med de højere
læreanstalters før hen uantastelige autoriteter.
Blandt
de intellektuelle frontkæmpere fandt man Klaus Rifbjerg, Ole Grünbaum
og Ebbe Kløvedal Reich, mens soundtracket blev leveret af musiklegender
som Steppeulvene og The Beatles.
Nå-generationen
Det var generationen, som skulle overtage depechen fra 68 erne. Men
i stedet blev Nå erne følsomme individualister, der netop havde fået
plads til ikke at indrette sig efter autoriteter og regler.
Nå-generationen bestod først og fremmest af danskere født i
slut-1950 erne og 1960 erne og fik sit navn i 1979 via en direkte
oversættelse fra fransk, la generation bof .
Nå-generationen
blev blandt andet kendetegnet ved at være meget lidt udadvendt og
udtrykke sig gennem depressiv og følelsesbelagt musik. Blandt andet i
punken, hvor en make up-tynget David Bowie op gennem 1970 erne blev et
væsentligt ikon.
Herhjemme tegnede multikunstnere som Martin Hall og Sods, der senere blev til Sort Sol, den kunstneriske profil. RUSK
Generation X
Hvis nogen påstod, at Nå erne tog løst på det hele, var det småting
sammenlignet med Generation X, som kom til verden fra sidste halvdel af
1960 erne og frem mod 1980. X erne blev født i den postmoderne ånd og
tøvede ikke med at opløse, hvad der var at opløse. Former, dogmer,
rammer. Alt. Hippien mødte snildt den kulsorte hippie, hvad blandt
andet kom til udtryk i generationens vel sagtens største ikon,
rockmusikeren Kurt Cobain. Han tog sit liv i 1994 – tre år efter
forfatteren Douglas døbte generationen med sin skelsættende roman af
samme navn om ironiske unge uden tro på fremtiden.
Generation
X er også blevet kaldt MTV-generationen, ligesom den lapper ind over
Generation Fucked Up-betegnelsen, som filosof og bankmand Morten Albæk
står ophav til.
Generation Fucked up
Nogle børn har mange navn, men de er langt fra altid kære. Tag nu bare efterfølgeren til Generation X:
Blandt
mange andre lidet flatterende prædikater kan de unge, der blev født fra
1980 og de næste 14-15 år frem, smykke sig med Generation Y,
Zappergenerationen, Internetgenerationen og til dels også Generation
Fucked Up. Sidstnævnte stammer fra en dansk debatbog, hvor den ene
part, Morten Albæk, på linje med 68 erne argumenterede for, at man skal
vise politisk engagement for at kære sig for samfundet. Ifølge ham er
det altså ikke nok at støtte enkeltsager via sociale netværk som
Facebook.com eller købe økologisk.
Til Generation Y hører
teenidoler som Britney Spears, hvis karriere er formet af den digitale
tidsalder. Hun er også endt som offer for selvsamme informationsstrøm,
der på milisekunder er i stand til at flyde verden rundt.