Krisen har tvunget firmaer til at effektivisere, og det er gået ud over mellemlederne. Virksomheder har under krisen skilt sig af med hver fjerde chef.
Det afslører en opgørelse, Danmarks Statistik har foretaget for Fagbladet 3F.
På seks år er antallet af chefer med personaleansvar i Danmark faldet fra 401.000 i 2006 til 306.000 i 2012.
- Virksomhederne har skilt sig af med ledere for at trimme deres organisation og spare penge i den hårdere konkurrence, forklarer Børge Obel, professor ved Handelshøjskolen i Aarhus.
Indtjeningen i dansk erhvervsliv tog et dyk i årene fra 2008 til 2010. Men nye regnskabstal viser, at virksomhederne er oppe på niveau igen. Undervejs har det altså kostet jobbet for godt 95.000 ledere i landets virksomheder. Langt mere end faldet i beskæftigelsen blandt medarbejderne generelt.
- Krisen har gjort, at virksomhederne har været nødt til at effektivisere og fjerne nogle mellemledere, siger Børge Obel.
Udviklingen skyldes også kommunalreformen fra 2007, påpeger professoren. Sammenlægningen af kommunerne og nedlægningen af amterne har skabt 33.000 færre ledere inden for det offentlige, viser tallene.
- Det gode er, at virksomhederne får trimmet organisationen og kommer af med dårlige ledere. Men færre ledere kan også betyde, at det bliver sværere at holde samtaler med de ansatte, siger Børge Obel til Fagbladet 3F.
I dag har hver leder i gennemsnit ni medarbejdere under sig.