Køerne til prøverummene er timelange hos Lily. Ethvert anstændigt festlokale er for længst booket, og langhårede piger har for flere uger siden fået tid hos frisøren.
Foråret er på vej, og sammen med blomsterknopper står teenagere i hobetal klar til at springe ud som erklærede kristne. Konfirmationsfeberen spreder sig som en epidemi i disse uger. Og den tid er selvfølgelig glædelig og festlig.
Alligevel er jeg loren ved konceptet. For hvem kan sige nej til Gud, når der følger så uendelig meget godt med ved at sige ja? Ud over evig frelse.
Selv kender jeg to konfirmander. Supersøde piger fra 8. klasse, som jeg holder af og under alt godt, når de om få uger takker ja til Jesus-pakken.
Men ligesom form kan anklages for at overskygge indhold i politik, sker det samme i kirkerummet. Gaveønskerne løber løbsk – eller rettere, de unge ønsker sig penge, fordi de allerede har de livsnødvendige materielle goder; computere, mp3-afspillere og mobiltelefoner. Hvorfor er det ikke længere nok at få et Dagmarkors i gave? Det fik jeg.
Og så er der påklædningen. Fyrene møder sikkert op i hængerøv. Og glem alt om kysk påklædning ved alteret. En af de piger, jeg kender, skal have korsage på, for som hendes mor har sagt til mig: Hun har jo barmen til det. Barm?! Skal man nu være sexbombe for at sige ja til Gud? Hvad er der nu galt med mammelukker og marengslooket, som var ypperste konfirmandmode, da jeg stod for tur i senfirserne? Ikke noget med kavalergang eller kvindelige former. Det var ren puritanisme.
Det er trist, som konfirmation i dag mere handler om at blive topstylet for en dag og om hvor mange kroner og ører, der hober sig op på gavebordet, end om at bekræfte sin dåb.
Eller er jeg bare misundelig og flov over, hvordan jeg selv så ud? Se billederne på min blog: avisen.dk/ulgu