David Trads er journalist og forfatter.
Jeg ser to kendte danskere for mig – og spekulerer på, hvem der egentligt har skabt mest værdi for os:
Den ene er Henrik Poulsen, den 48-årige Dong-boss, som nu kan rage 27 til 35 millioner kroner til sig i bonus. Penge, som har tjener, fordi han var med til at prissætte vores allesammens Dong alt for lavt, så han nu kan stryge gevinsten på sine aktier, der forudsigeligt er steget.
Den anden er Jens Okking, den 76-årige folkekære skuespiller, som er indlagt på et plejehjem med kronisk depression, efterveer af en blodprop, smadrede knæ og skulder. Han får efter eget udsagn ingen ordentlig behandling og er udsat for nedværdigende behandling.
POULSEN ER en rigtig gulddreng – med succes i den glubske verden af amerikanske kapitalfonde, den iskolde konsulentverdens elite og som øverste chef for TDC og Dong, virksomheder, der er skabt og støttet af den danske statskasse.
Okking er en kunster og iværksætter – en af dansk film, tv og teaters største stjerner, ildsjæl i opbygningen af nye og innovative scener i hele landet, vinder af hele tre Bodil-statuetter – og, ja, en, som selvsagt har underholdt os i årtier som skuespiller.
Den ene af de to kan bruge hele dagen på at tælle sine penge. Den anden må angiveligt spejde efter hjælp til personlig hygiejne. Poulsen lever et jetset-liv på første klasse. Okking mærker besparelser i velfærdssamfundet på egen krop. Fælles for dem er, at vi andre betaler:
Dong-bossen smider vi millioner og atter millioner efter – formentlig i alt i omegnen af en kvart milliard kroner, som han har fået i bonus på at sælge de værdier, som vi i fællesskabet har oprettet inden for først telefoni i TDC og nu energi i Dong. Selv har han ingen skrupler.
Skuespilleren, som har givet os så mange oplevelser – bare tænk på filmene ’Strømer’, ’Gummi Tarzan’ og ’Zappa’ – ja, han lever i dag et trist liv. Hans sønner er der for ham, men de fortæller om manglende opsyn, manglende medicin og forkert kost. Selv hænger han i.
TILBAGE TIL mit spørgsmål: Hvem af de to mænd har egentligt skabt mest værdi for os?
Statens svar er klart:
Det har Henrik Poulsen – for hans lederskab af det statsejede og statsstøttede Dong belønnes med millioner og atter millioner.
Mit svar er lige så klart:
Det er Jens Okking, som skabt mest værdi – for hans præstationer på scenen har glædet os alle i sammenlagt hundredtusinder af timer.
FORSKELLEN PÅ holdningen til de to er monumental – for det er lidt det samme som at spørge om, hvad der mest værd:
Et fuglefløjt i mosen eller en ekstra tusindlap i lommen?
I neoliberalistisk logik er penge altid i centrum. I et mere medmenneskeligt samfund er oplevelser vigtigere. Dong-skandalen viser, hvor langt vi er nået i den forkerte retning – og behandlingen af en kendt plejehjemsbeboer understreger pointen:
Selv i det offentlige hælder vi millioner og atter millioner, ja, i alt milliarder, efter de bosser, som står i spidsen, mens selvsamme sektor nedslider og udsulter velfærdssamfundets vigtigste opgaver i børnehaver, skoler, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.
Lad os vende udviklingen. Lad os stoppe med at udbetale vulgære summer til topcheferne. Lad os bruge nogle flere resurser på at sikre, at der er råd til ordentlig velfærd. Denne verdens Henrik Poulsen’er skal nok klare sig. Det er mere Jens Okking’erne, vi skal værne om.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.