David Trads er journalist og forfatter.
Knap var Kim Larsen gået bort, før politikere – med rette – hyldede ham. Lars Løkke Rasmussen fik sagt, at han ”er til både høj og lav.” Men, nej, hr. statsminister, Larsen var i den grad mest til ’lav’ og meget lidt til ’høj.’
Tag engang den vidunderlige sang ”Næ, næ, næ” fra 2010-albummet ”Mine damer og herrer”, hvor han slår hårdt til parnasset. Det begynder med de bankfolk, som lige havde trukket tæppet væk under så mange, da de skabte finanskrisen:
”Og en anden henne fra banken//De sagde goddag kære ven//Ku' De tænke dem og købe en aktie//Til 120 procent//Men hvor var de allesammen henne//Da jeg kom for at hente min penge//De sagde næ, næ, næ//Du kan godt slappe af//Kom igen en anden dag.”
I samme sang fortsætter han med et barsk angreb på landets politikere:
”Politikerne siger så meget//Især hvis sagen er speget//Efterhånden har de sagt så meget//At det kan være lige meget//Men når de si'r hallo Peter Plys//Du skal bare sætte dit kryds//Så si'r jeg næ, næ, næ//Du kan godt slappe af//Kom igen en anden dag//Jeg siger næ, næ, næ//Du kan godt slappe af//Vi stemmer blankt igen dag.”
Allerede i Gasolin-æraen – tilbage på en single i 1976 – sang Larsen socialrealistisk om drengen, ”der kom til verden på 5. sal” med ”en tosset far”, der blev kørt væk, mens ”mo’ar” sagde: ”Hvad gør vi nu, lille du?” Knægten ”røg på fabrik” og fik ”mavesår.”
”Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde//Du der, få lige fødderne ned//Og ta' hatten af//Mand kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk//Så hvad gør vi nu, din gamle skurk?//Men han grinte bare og sagde//Dig, du kan sgu gå fanden i vold//Så det gør vi nu, lille du//Ja vi gør.”
I filmen ”Midt om natten” fra 1984, som handler om folk, der er hjemløse, fordi det hele bliver ryddet af boligspekulanter, konfronterer Arnold (Erik Clausen) på et tidspunkt den onde minister Kai Buhmann (Poul Bundgaard) i et tv-program. Benny (Kim Larsen) bryder ind med sit orkester og håner ministeren, da Arnold har hidset ”hr. Bøhmand” op:
”Hvem kommer der, kommer der: Fars gris! Hvem kommer der, kommer der: Fars gris. Han har en krølle på halen. Fars lille tykke pattegris. Ja, han har et krølle på halen. Fars lille tykke pattegris."
Larsen gjorde, hvad han kunne, for at pille politikere og bankfolk så meget ned, han kunne. Men han advarede også almindelige mennesker om at falde for den griskhed, der altid lurer. I den skønne ”Så meget jord” fra albummet ”Du glade verden” fra 2012 går det galt, da en mand bliver grådig:
“Bonderøven sagde: Den herremand, han er en plage//For ham må jeg slide og slæbe alle mine dage//Han har penge som skidt og masser af jord//Jeg har en gris og lillemor//Og selv om lillemor er sød, så er grisen altså død//Vi slagtede den i fjor, næh, hvis jeg havde jord//Så skulle de se, hvad en mand som mig han kan//Bare han har lidt skejser og et par tønder land.”
Herremanden, som var på tur med sin tjener, Teodor, hørte klagen og gav ham et tilbud om, at han kunne lige så meget jord, han ville have – på en betingelse:
”Alt det du kan gå rundt om på en enkelt dag//Men når solen synker skal du være tilbage//Ellers får du ingenting.”
Bondemanden gik for langt – for ”mere vil have mere og sådan er det”. Han gik så langt, at han ikke nåede tilbage, inden solen gik ned. Hans hjerte brast og han døde. Herremanden sagde:
”Theodor, grav nu et hul, vi kan være bekendt//Så den stodder kan få al den jord han så ærligt har fortjent//Så meget jord behøver en mand//Så meget jord behøver en mand”
Griskhed, grådighed og mer’ vil ha’ mer’, var så langt fra Larsen, som noget kunne værre. Han var mest til ’lav’ – og meget til lidt til ’høj’.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.