Dokumenterne er så hemmelige, at Politiets Efterretningstjeneste ikke engang vil oplyse, hvor i landet tjenesten opbevarer sine hemmeligheder fra Den Kolde Krig.

»Det er ikke den slags arkiv, hvor forskerne kan gå langs hylderne og vælge det ud, som de synes er interessant.«

Det er alt, hvad Thomas Wegener Friis, adjunkt ved Center for Koldkrigsstudier, vil sige om sine besøg i koldkrigsarkiverne. Kun forskere og den såkaldte PET-kommission kan få adgang til dele af arkiverne, der på dette hemmelige sted opbevarer efterretningssager om et ukendt antal danskere, som under Den Kolde Krig blev mistænkt for at have kontakt til fjenden på den anden side af jerntæppet.

I sidste uge angreb historiker Bent Jensen journalisten Jørgen Dragsdahl for at være russernes spion efter at have været i PET s arkiv. Siden har debatten raset. For i de danske arkiver ligger titusinder af sagsakter mod danskere, der enten under Den Kolde Krig eller under Anden Verdenskrig holdt med de forkerte – eller bare var mistænkt for at gøre det.

Men hvad ligger egentlig gemt i de danske arkiver? Sandheden om de mange danskere, der samarbejdede med truende overmagter – eller brændemærkninger af uskyldige, som var endt i nabokonflikter?

Svaret er: Begge dele.

Peer Henrik Hansen, ph.d-studerende ved RUC, fik adgang til koldkrigsarkiverne, da han var med til at skrive Koldkrigsudredningen i 2005, og han fortæller, at kontakt til en østdiplomat var nok til at oprette en personsag i arkiverne.

»Tre ud af fire diplomater, som var i Danmark i perioden, var nemlig udsendt af deres efterretningstjenester for at hverve agenter og indsamle oplysninger,« fortæller Peer Henrik Hansen.

Hillingsø under lup

Mistænkeliggørelsen af danskere fandt sted overalt. Også inden for den danske hær var man meget opmærksom på, om ansatte blev rekrutteret af fjenden. Pensioneret generalløjtnant Kjeld Hillingsø oplevede selv at komme under lup i Forsvarets Efterretningstjeneste.

»Alkoholikere eller folk med gæld ansås som lette ofre. Jeg oplevede selv, at der blev sat spørgsmålstegn ved min gæld, fordi jeg havde købt hus. Så sensitive var de,« siger han.

Hillingsø husker også en mand, som blev smidt ud fra Forsvarsministeriet, fordi hans kone havde ansat en tjekkisk rengøringskone.

»Hvis du forelskede dig i en pige bag jerntæppet, kunne du være 100 procent sikker på, at de lokale efterretningstjenester opførte dig som spion i deres arkiv. Men det betyder ikke, at personen nødvendigvis var spion,« siger Hillingsø.

Stikkerne fra krigen

Modsat under Den Kolde Krig var der et voldsomt retsopgør efter besættelsen i 1945, og i Rigsarkivet ligger omfattende sagsmapper mod dem, der samarbejdede med tyskerne, fortæller Poul Olsen, konsulent i statens arkiver.

»Modstandsbevægelsen indsamlede kassevis af oplysninger for at undgå borgerkrigslignende tilstande, hvor man efter befrielsen skød dem, som man troede var nazister«, siger han.

Mistænkte stikkere er også opført. Hvis der blev overført penge fra tyskerne til en dansker via Nationalbanken, noterede modstandsbevægelsen det. De cirka 6.000 danskere, der tog til Østfronten og kæmpede for Hitler, har også sager, og det samme har de, der var medlemmer af nazistpartiet i krigsårene. Men også sagesløse danskere er havnet i arkiverne.

»Arkiverne rummer mange nedskrevne rygter. Hvis en mand var havnet i en nabostrid, kunne naboen stå i Super Brugsen i Nørre Snede og fortælle, at manden var nazist, og det blev også rapporteret,« siger Poul Olsen.

Han anslår, at der i alt står mellem 40-50.000 kort med sager om danskere, der under Anden Verdenskrig blev mistænkt for at samarbejde med tyskerne.

Historiker Claus Bundgård Christensen fra RUC har flere gange gravet i arkiverne med informationer om besættelsestiden og fortæller, at der både findes psyko­lograpporter med intime oplysninger af folks seksuelle tilbøjeligheder og informationer om erhvervsfolk, der snød og bedrog.

»Der ligger meget personfølsomme oplysninger med de mest intime detajer i folks privatliv. Derfor kan man gennem arkiverne få et dybt indblik i folks liv og levned,« siger han.

Historiker Niels Wium Olsen fra Aarhus Universitet fortæller, at arkiverne også rummer informationer om purunge piger, der kastede lange blikke efter tyske soldater – og dokumenter, der blev udvekslet mellem den danske og den tyske stat under krigen.

Fakta er, at de danske arkiver er lukket for dødelige danskere. Er man pårørende, kan man få visse oplysninger fra Rigsarkivet, ligesom historikere kan søge om adgang.

Stram lov

Men den danske arkivlov har i årevis været en af verdens mest restriktive i forhold til for eksempel Sverige og Norge, hvor man kan søge aktindsigt i egne sager. Det samme gælder i Tyskland, hvor Stasi-arkiverne blev åbnet efter genforeningen.

Ifølge den danske arkivlov kan sagsakterne fra Den Kolde Krig frigives 75 år efter sagen blev lukket. For Anden Verdenskrig er der en beskyttelsesperiode på 80 år. Nogle er af den opfattelse, at alt materialet skal være tilgængeligt, fordi vi kun på den måde får en fri og åben debat, mens andre mener, at åben adgang til arkiverne vil blive en offentlig gabestok, hvor tusindvis af danskere på mere eller mindre sandt grundlag står anklaget for landsskadelig virksomhed. Men burde arkiverne give fri adgang til alle nysgerrige?

Poul Olsen fra statens arkiver afviser idéen.

»Vi skal bevare dokumenterne, så vi kan lave god historisk forskning, men vi må undgå at lave et Big Brother-samfund, hvor alle kan finde alle oplysninger om alle, hvis de ønsker det,« siger han.

Både Niels Wium Olesen og Claus Bundgård Christensen advarer også mod ukritisk at slå dørene op.

»I et demokratisk samfund er det vigtigt med en gennemsigtighed, men hvis den bliver absolut, så risikerer vi, at den ryger ud med badevandet, for så kan det være, at mange ting i fremtiden aldrig når frem til arkiverne,« siger Niels Wium Olesen.