Det er en sejr for Danmark, når EU i dag indfører forbud mod det hormonforstyrrende stof Bisphenol A (BPA) i sutteflasker.
Især jubler SF, som har kæmpet for at få forbuddet igennem, siger forbrugerordfører Pia Olsen Dyhr:
"Jeg synes, det er en stor sejr, for det første fordi vi behandlede det i Folketinget for over et år siden, og på det tidspunkt fik vi at vide af regeringen, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi det var EU-stridigt. Nu er det ikke bare blevet til dansk lov, det er faktisk blevet til europæisk lov," siger Pia Olsen Dyhr.
Det hormonforstyrrende stof BPA betyder på lang sigt, at vores børn får sværere ved at få børn, når de bliver voksne.
"Vi ved, at pigerne går tidligere i puberteten, og vi ved, at drengenes sædkvalitet er voldsomt faldende. Det betyder, at hvert tiende barn i dag skal laves via fertilitetsbehandling. Det skulle helst ikke udvikle sig drastigere i den retning," siger Pia Olsen Dyhr.
Næste skridt for hende er at få stoffet forbudt i alle fødevare-relaterede produkter.