En af Hollywoods falmede berømtheder, den tidligere bordelmutter Heidi Fleiss, er blevet grebet i at have sit hus og have fyldt med potplanter.
Myndighederne i Nevada har sigtet Heidi Fleiss for at være i besiddelse af marihuana med henblik på videresalg, skriver Sky News.
Det var en tilfældighed, som førte til fundet af flere hundrede potplanter i hendes have og hus.
En betjent henvendte sig på hendes adresse i forbindelse med eftersøgningen af en kvinde og opdagede i den forbindelse de mange potplanter.
I baghaven fandt politiet 158 planter og inde i huset yderligere 234.
Heidi Fleiss indrømmer, at hun har dyrket marihuana uden tilladelse. Hun har også fortalt politiet, at planen var at sælge det til en forretning i Las Vegas.
Som følge af hendes samarbejdsvillighed har politiet valgt ikke at tilbageholde hende, skriver Sky News. Politiet har dog fjernet og sikret sig alle potplanterne som bevismateriale i sagen.
Heidi Fleiss optrådte i 1990'erne jævnligt på amerikansk fjernsyn og havde på et tidspunkt også sin egen avisklumme.
Hun blev verdenskendt som "Hollywood Madam" efter afsløringen af, at hun styrede et stort bordel, der angiveligt forsynede Hollywoods mandlige stjerner med smukke og villige "selskabsdamer".
Folk som Mick Jagger, Jack Nicholson, Billy Idol og Charlie Sheen, som faktisk indrømmede at have benyttet sig af Heidi Fleiss' service, var blandt de mange kendisser, der blev koblet sammen med bordelmutteren.
Hun blev senere anholdt og fik en fængselsdom for skattesnyd, hvidvaskning af penge og alfonseri.
Hendes farverige liv er beskrevet på film og i dokumentarprogrammer. Heidi Fleiss er 47 år. Hun indledte som 22-årig sin karriere som bordelmutter.
/ritzau/