Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, bliver den første statsleder, der får besøg af Frankrigs nyvalgte præsident, François Hollande.
Det sker, når Hollande drager til Berlin på tirsdag - kort efter, at han er taget i ed som præsident ved en ceremoni i Paris klokken 10.
- Det sender et meget stærkt signal, at den nye franske præsident tager til Tyskland på sin første rejse udenlands, siger Merkels talsmand, Steffen Seibert.
Han tilføjer, at Merkel ser frem til et "tæt og venskabeligt samarbejde" med den ny præsident.
- Hun er overbevist om, at det traditionelt tætte samarbejde med Frankrig fortsat vil udgøre fundamentet i deres arbejde sammen i Europa, tilføjer talsmanden.
Merkel og Hollande skal blandt andet drøfte situationen i eurozonen samt forholdet mellem de to lande.
Talsmanden tilføjer, at mødet først og fremmest har til formål at give de to ledere en mulighed for at lære hinanden at kende.
AFP