Danmarks første EM-modstandere, Holland, ser efterhånden ud til at nærme sig EM-formen, halvanden uge før de to hold mødes i Ukraine.
Onsdag aften vandt "Oranje" en sikker 2-0-sejr over Slovakiet på Feyenoords bane i Rotterdam. Dermed fik Bert van Marwijks tropper oprejsning efter det noget pinlige nederlag til Bulgarien i weekenden.
Slovakkerne, der ikke skal til EM, satte Holland i gang med et selvmål allerede efter seks minutter, og mod slutningen øgede Rafael van der Vaart til 2-0 for hjemmeholdet.
Hollænderne har fortsat én mulighed for at få de sidste spillemæssige detaljer på plads. Holdet møder lørdag aften Nordirland i Amsterdam i en generalprøve på kampen mod danskerne.
Også en anden EM-favorit, Spanien, fik gang i målscoringen onsdag aften. Fernando Torres bragte verdensmestrene på ret kurs med en tidlig scoring, og selv om Sydkorea fik udlignet, vandt spanierne sikkert med 4-1.
De øvrige spanske målscorere var Xabi Alonso, Santi Cazorla og Alvaro Negredo.
Endelig vandt Sverige 3-2 hjemme over Island i en kamp, som Zlatan Ibrahimovic sparkede i gang med en fornem scoring efter mindre end to minutter.